31. SSA - Psykiatri: Forbyggelse og begrænsning af magt og tvang

📚Brug for hjælp?📚
Klik ind på ➡️ SOSU Studiehjælp ✨

Forbyggelse og begrænsning af magt og tvang fra bogen Psykisk sygdom og sygepleje.

Vi skal snakke om: 

• Respekt og værdighed
• Magtanvendelse
• Forbyggelse og begrænsning af magtanvendelse
• Tvang i psykiatrien
• SSA'ens arbejdsmiljø
• Supervision

En podcast 🎙️om vejen fra hjælper til sygeplejerske af Kennet Wedel, som en slags hjælp til selvhjælp, og hjælp til andre..

Jeg gennemgår det materiale 📚som jeg bliver undervist i på SSH, SSA og SPL uddannelsen.
Nogle afsnit har interview af faglærte sygeplejesker, assistenter eller hjælper.
Sæson 1: SSH, afsnit 1-16.
Sæson 2: SSA, afsnit 17-87.
Sæson 3: SSA til SPL, afsnit 88-

Podcasten er produceret af Kennet Wedel
Du kan finde mig på det sociale medie LinkedIn

📚SOSU Studiehjælp📚
Søger du hjælp til din SOSU-uddannelse? Besøg SOSUStudie.dk for personlig vejledning og støtte til dine opgaver, projekter og eksamener.

Transcript

31. SSA - Psykiatri: Forbyggelse og begrænsning af magt og tvang

Velkommen til podcast’en: SOSU  Episode 31. Mit navn er Kennet Wedel.

Afsnittet i dag handler om forbyggelse og begrænsning af magt og tvang fra bogen Psykisk sygdom og sygepleje.

Vi skal snakke om: 

• Respekt og værdighed
• Magtanvendelse
• Forbyggelse og begrænsning af magtanvendelse
• Tvang i psykiatrien
• SSA'ens arbejdsmiljø
• Supervision

Lad os komme igang med at snakke om forebyggelse og begrænsning af magtanvendelse i sundheds- og socialsektoren i forhold til mennesker med funktionsnedsættelser og psykiske lidelser. 

SHORT JINGLE

Respekt og værdighed i forbindelse med Psykisk sygdom og sygepleje: 

For når man som social- og sundhedsassistent arbejder med mennesker, som lider af alvorlige psykiske sygdomme, kan der opstå et dilemma i forhold til at respektere deres selvbestemmelsesret og samtidig yde den nødvendige pleje og støtte. 

Loven fastslår, at alle mennesker har en grundlæggende selvbestemmelsesret, men nogle personer kan pga. sygdomme have problemer med at tage vare på sig selv, eller de kan være udadreagerende på en måde, der udgør en fare for sig selv eller andre. Serviceloven og psykiatriloven beskriver, i hvilke situationer det er tilladt at gribe ind i menneskers selvbestemmelsesret. 

Selv når loven giver mulighed for anvendelse af magt eller tvang, skal det altid forsøges at forebygge dette, og når det forekommer, skal det gennemføres respektfuldt og værdigt.

Magt kan udøves, når man får nogen til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort. Som sundhedspersonale har man en magtposition i forhold til sårbare mennesker, og man skal forsøge at motivere personen til frivilligt at medvirke til at løse problemet, før man overvejer magtanvendelse eller tvang. 

Hvis det bliver besluttet at anvende magt eller tvang, skal det altid være i henhold til lovgivningen og gennemføres så respektfuldt og værdigt som muligt. Loven kræver også, at der gives betænkningstid, så personen kan overveje situationen og eventuelt give samtykke.

Magtanvendelse defineres ifølge loven som alle de situationer, hvor en borger gennem fysisk indgriben begrænses i sin frie færden og dermed i sin selvbestemmelse.

Anvendelse af magt skal være godkendt af borgerens hjemkommune eller Ankestyrelsen, men selvom der foreligger en godkendelse, er der alligevel tale om magt.

Servicelovens bestemmelser om magtanvendelse fastsætter reglerne for magtanvendelse over for børn, unge og voksne og beskriver konkret, hvilke former for magt, der lovligt kan anvendes inden for det sociale område. 
Ingen andre former for magtanvendelse end dem, der direkte er beskrevet i loven, må anvendes.

Vi skal snakke om forebyggelse og begrænsning af magtanvendelse i forbindelse med arbejdet med mennesker med funktionsnedsættelser, herunder personer med demens. Selvom magtanvendelse er tilladt i visse situationer, er det vigtigt at forebygge, undgå eller begrænse brugen af det, og anvendelse af magt bør altid ske på en skånsom måde og efterfølges af en handleplan. 

Der er metoder til forebyggelse og begrænsning af magtanvendelse, herunder en socialpædagogisk tilgang, kontakt-øer, fokus på stemningslejer, sansestimulering og fælles refleksion. Derudover beskrives SPiDO, en socialpædagogisk praksis i demensomsorg, og Tom Kitwoods principper for demenspleje. Kontakt-øer er en specifik metode til at mindske angst og uro hos beboere, og det beskrives, hvordan man kan skabe kontakt-øer, der kan skrives ned som en fagligt begrundet indsats. 

Endelig beskrives tre stemningslejer, som er en vigtig metode til at forebygge magtanvendelse.

Tvang i psykiatrien

Som udgangspunkt sker al behandling i sundhedsvæsnet på baggrund af et samtykke fra patienten.
Der findes dog en undtagelse på det psykiatriske område. Her er der mulighed for, at der under ganske særlige omstændigheder kan ske behandling af psykiatriske patienter mod deres vilje og med anvendelse af tvang.

Tvang kan først anvendes, når der er gjort alt, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. 

Tvang ifølge psykiatriloven kan udelukkende finde sted på psykiatriske hospitalsafdelinger, hvor man er indlagt som patient, og også her gælder mindstemiddelprincippet om, at der altid skal anvendes så lidt tvang som muligt i så kort et tidsrum som muligt.

Hvorfor anvendes tvang i psykiatrien?

Tvang kan virke som en tilsidesættelse af patienters frihed, og det nogle gange være nødvendigt for at forhindre forværring af deres tilstand og beskytte dem selv eller andre mod farer. Psykiatriloven indeholder strenge regler for anvendelsen af tvang, og patienter, der udsættes for tvang, har særlige rettigheder. Det er altid vigtigt at forsøge frivillige løsninger inden anvendelse af tvang og at anvende så lidt tvang som muligt.

Forebyggelse og begrænsning af tvang

i psykiatrien, præsenterer seks projekter fra 2014-2017, der har fået midler til at etablere behandlingsmiljøer, der forebygger brugen af tvang og særligt bæltefiksering. Disse projekter sigter mod at forebygge tvangsfiksering gennem struktureret kognitiv miljøterapi, varierende aktivitetstilbud, de-eskalering og øget patient- og pårørendeinvolvering. 

Desuden er det vigtigt at vurdere obser-vations-graden for patienter ved indlæggelse og regelmæssigt under indlæggelsen for at forebygge selvmordsrisiko og patientvold. Lægen ordinerer obser-vations-graden i samarbejde med plejepersonalet, og plejepersonalet har også et selvstændigt ansvar for at vurdere ændringer i patientens tilstand, som kan kræve en ny 
obser-vations-grad. Endelig understreges det, at det er vigtigt at aflæse situationer på afdelingen og hos den enkelte patient for at forebygge og begrænse anvendelsen af tvang.

Brøset Violence Checklist (BVC) anvendes i hospitalspsykiatrien og socialpsykiatrien til at vurdere risikoen for vold fra enkeltpersoner inden for de næste 24 timer. BVC er et simpelt redskab, der vurderer seks områder, og hver vurdering kan give enten 0 eller 1 point. En samlet score på 0 indikerer ingen risiko for vold, mens mere end 2 point indikerer høj risiko. 
Personalet kan bruge resultaterne til at implementere forebyggende tiltag. 
 

Tvangsindlæggelse er en procedure, hvor en person bliver tvunget til at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling, når det er uforsvarligt at lade være. Ifølge psykiatriloven må lægen kun tvangsindlægge en person, hvis den syge ikke kan overtalees til at lade sig indlægge frivilligt. En person kan kun tvangsindlægges, hvis en læge skriver en erklæring om, at personen er sindssyg og at hans evne til at skelne mellem virkelighed og fantasi er væsentligt nedsat. 

Der er to typer tvangsindlæggelser: 

indlæggelse på behandlingskriteriet og indlæggelse på farekriteriet. 

En tvangsindlæggelse på behandlingskriteriet foretages, når lægen vurderer, at personens mulighed for at blive helbredt eller få det bedre, forringes, hvis han ikke bliver indlagt. 

En tvangsindlæggelse på farekriteriet foretages, hvis personen er til fare for sig selv eller andre, fx på grund af selvmordstanker. Når en person bliver tvangsindlagt, er det en stor udfordring at opbygge en tillidsfuld relation til vedkommende, og det er sundhedsmedarbejderens opgave at være opsøgende og tilbyde kontakt.

Fiksering er en proces, hvor en patient bliver fastgjort med forskellige midler for at beskytte sig selv eller andre. 

Der er to former for fiksering ifølge psykiatriloven: beskyttelsesfiksering og tvangsfiksering. 

Beskyttelsesfiksering kan benytte handsker, eller en stofsele til at forhindre en patient i at falde ud af sengen eller ned fra en stol. 

Tvunget fiksering er mere restriktiv og kan kun bruge bælte, hånd- og fodremme eller handsker. 

Det kan kun besluttes af en læge eller overlæge og kun bruges, hvis patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare, eller på anden måde groft forulemper medpatienter eller øver groft hærværk. 

Det kan nytte at arbejde struktureret med forebyggelse af tvang i psykiatrien for at undgå tvunget fiksering. 

Det er vigtigt at sikre, at fiksering udføres så skånsomt som muligt og med flere personalemedlemmers tilstedeværelse. 

Fysisk fastholdelse skal aftales på forhånd, og en fast vagt skal overvåge en patient, der er tvunget fikseret med bælte.

Som sundhedsperson i psykiatrien bliver du ofte konfronteret med dilemmaet mellem på den ene side altid at møde patienten med respekt, faglighed og ansvar og på den anden side at påtage dig forpligtelsen til at gennemføre tvang, hvis andet ikke er muligt. Som social- og sundhedsassistent er det vigtigt, at du er opmærksom på, at omsorg og pleje af patienter med magt og under tvang også kan opleves grænseoverskridende for dig og være en både personlig og faglig belastning.

Hvis I anvender magt eller tvang på din arbejdsplads, som du synes, har været grænseoverskridende eller voldsom, er det vigtigt, at du får støtte til at bearbejde dine oplevelser, evt. i form af supervision eller debriefing.

Gennem supervision kan du blive mere bevidst om dine faglige observationer og handlinger, og det kan hjælpe dig til at forstå patienters og borgeres følelser og handlinger samt se nye handlemuligheder for dig selv.

SHORT JINGLE

Det var alt om forbyggelse og begrænsning af magt og tvang fra bogen Psykisk sygdom og sygepleje

Du kan finde mig på det sociale medie LinkedIn. 

Og har du nogle spørgsmål, eller forslag til emner

er du velkommen til at sende en mail på: sosu@positivlivsstil.dk

Vi ses derude hvor vi ønsker at gøre en forskel.

--------

MMB kapitel 13 - Hvad handler kapitlet om?

Denne tekst omhandler brugen af magtanvendelse i forhold til børn, unge og voksne i henhold til kapitel 24 i serviceloven. Det beskrives, at magtanvendelse kun er tilladt, hvis personen har betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne, modtager hjælp efter serviceloven og ikke samtykker i handlinger, der overvejes. Det nævnes også, at magtanvendelse kun skal anvendes som en sidste udvej, og at der er tre måder at få tilladelse til at anvende magt på. Artiklen diskuterer også klageprocedurer for borgere, der ønsker at klage over indgreb i deres selvbestemmelsesret. Sundhedsloven og brugen af tvang i psykiatrien diskuteres også.

Indgreb i selvbestemmelsesretten

Magtanvendelse efter servicelovens bestemmelser

Serviceloven har kapitel 24, der fastsætter regler for magtanvendelse over for børn, unge og voksne. Magtanvendelse er kun tilladt, hvis personen har betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne, modtager hjælp efter serviceloven og ikke samtykker i handlinger, der overvejes. Først bør personalet altid forsøge at få samtykke, og hvis det er nødvendigt at bruge magt, skal det være rimeligt og kortvarigt. Skjult medicinering er ikke tilladt, da serviceloven ikke giver mulighed for tvangsbehandling. Mindstemiddelprincippet skal anvendes, og initiativer som kurser og efteruddannelse skal styrke personalets viden om, hvordan man undgår magtanvendelse. Tre eksempler på mindstemiddelprincippet inkluderer at spise alene med borgeren for at undgå fastholdelse, at udstyre en borger med et personligt alarm- eller pejlesystem og at hver dag medbringe og give den livsvigtige medicin til en ældre person, som ikke længere er i stand til selv at dosere.

Hvordan får man tilladelse?

Artiklen beskriver, hvordan man kan få tilladelse til at anvende magt i visse situationer i forhold til borgere eller patienter. Der er tre måder at få tilladelse: ved at ansøge om tilladelsen, ved at bruge nødværgeretten i akutte situationer og ved at indberette magtanvendelse og dokumentation til kommunen eller Statsforvaltningen. Det er altid kommunen eller Statsforvaltningen, der træffer beslutning om magtanvendelse, ikke medarbejderne. Hvis man vil ansøge om tilladelse, skal ansøgningen indeholde en begrundelse og en handleplan for at begrænse brugen af magt. Brug af nødværgeretten skal registreres inden 24 timer og dokumenteres med en beskrivelse af forløbet. Personalet skal også dokumentere alle tilfælde af magtanvendelse, og det kan bruges til at analysere, hvorfor magtanvendelse sker, og om der er problemer med normeringen eller personalets faglige forudsætninger.

Klage over indgreb i selvbestemmelsesretten

Hvis man som borger ønsker at klage over indgreb i selvbestemmelsesretten, er det Ankestyrelsen, der behandler klagerne.

I grundloven står, at administrativ frihedsberøvelse skal kunne forelægges en domstol. Derfor vil man som borger kunne få behandlet en afgørelse om "optagelse i særligt botilbud uden samtykke" eller "tilbageholdelse i boligen" af en domstol.

Selvbestemmelse og sundhedsloven

Sundhedsloven siger tydeligt, at man ikke må behandle patienten uden et informeret samtykke. Det betyder, at man ikke må tvangsbehandle patienter under sundhedsloven. Hvis patienten mangler evnen til selv at give samtykke, kan de nærmeste pårørende eller evt. en udpeget værge gøre det.

Hvis patienten er i en tilstand, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet, og det ikke er muligt at indhente informeret samtykke, kan sundhedspersonen dog begynde eller fortsætte behandlingen uden samtykke. I en akut og livstruende situation kan sundhedspersonen også behandle, selvom patienten protesterer, jf. sundhedslovens § 19 om øjeblikkeligt behandlingsbehov.

Anvendelse af tvang i psykiatrien

I psykiatrien kan tvang blive nødvendig for at behandle patienter, men loven om tvang i psykiatrien siger, at behandling skal ske med respekt for patientens værdighed, og at tvang aldrig kan erstatte omsorg, behandling og pleje. Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien beskriver, hvilke tvangsforanstaltninger der er lovlige, og loven skal sikre patientens rettigheder og muligheder for at blive bedre. Patientrådgivere skal tildeles patienter, der er under tvang for at sikre deres retssikkerhed. En tvangsprotokol skal føres for de fleste tilfælde af tvang eller frihedsberøvelse i psykiatrien, og social- og sundhedsassistenter kan bidrage til at gøre dokumentationen så fuldstændig som muligt. Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien gælder kun for indlæggelse, ophold og behandling på psykiatriske hospitalsafdelinger og ikke på væresteder eller særlige botilbud i kommunerne.

Hvilke tvangsforanstaltninger er tilladte?

Psykiatriloven definerer tvang som alt det, der ikke er givet informeret samtykke til, og det er personalets og overlægens ansvar så vidt muligt at forebygge, at der skal bruges tvang. Psykiatriloven tillader følgende tvangsforanstaltninger: tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling, tvungen ambulant opfølgning, fiksering (tvangs- og beskyttelsesfiksering), anvendelse af fysisk magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige døråbnere, personlig skærmning og aflåsning af døre i afdelingen, personlig hygiejne under anvendelse af tvang, undersøgelse og beslaglæggelse.

En person kan tvangsindlægges eller tvangstilbageholdes, hvis en læge vurderer, at det er nødvendigt på grund af psykisk sygdom eller nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre. Politiet bestemmer, hvordan tvangsindlæggelsen skal foregå. Tvangsbehandling kan kun ske lovligt, hvis det er absolut nødvendigt for patientens helbred eller hvis patienten er til fare for sig selv eller andre. Overlægen beslutter, om en patient skal tvangsbehandles, og der må kun bruges afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Tvangsmedicinering er ofte en meget ubehagelig oplevelse for patienten, og der skal tages hensyn til dette under processen.

Social- og sundhedsassistentens arbejdsmiljø

Som social- og sundhedsassistent er det vigtigt at tage hensyn til det faglige og psykiske pres, der kan følge med arbejdet med magt og tvang i pleje og omsorg af patienter. Jo mere viden du har om patientens livshistorie, sygdomme og lovgivning, jo bedre kan du yde kvalitetspleje med respekt for deres behov og rettigheder. Hvis du oplever voldsomme situationer, kan du søge hjælp fra andre faggrupper som fx psykologer eller fra kolleger gennem kollegial supervision. Etisk Råd har fokuseret på psykiatrien for at sætte fokus på de etiske dilemmaer og udfordringer, som mennesker, der lider af psykisk sygdom, møder.