I dette afsnit taler programleder for NAFAs indsats i læreruddannelsen, Kia Wied, med Maiken Rahbek Thyssen, underviser og eftervidereuddanner på læreruddannelsen på Professionshøjskolen UCL, Christina Dahl Madsen, phd. og lektor i eftervidereuddannelsen på professionshøjskolen VIA samt Birgitte Lund Nielsen, docent og forskningsleder på professionshøjskolen VIA om naturfaglig skoleudvikling.
Omdrejningspunktet for samtalen er et af NAFAs delprojekter som har været bygget op omkring et helt særligt partnerskab mellem forskning, læreruddannelse og en konkret skole i Nordfyns Kommune som er i gang med en skoleudviklingsproces for naturfagslærerne omkring udvikling af skolens naturfaglige kultur med særlig fokus på udeskole-didaktik
I afsnittet kan du høre Maiken, Christina og Birgitte fortælle om erfaringerne fra deres samarbejde med skolen i et forløb med fokus på at koble kompetenceorienteret naturfagsundervisning til udeundervisning, udeskole, stedets muligheder, samspillet mellem det sanselige og det faglige. På baggrund af erfaringerne herfra løftes samtalen også op i en bredere diskussion af naturfaglig skoleudvikling og de afgørende faktorer for læreres oplevelse af meningsfuldhed og kontinuitet i skoleudviklingsforløb, deres udbytte og mulighed for videre udvikling – i en tid med intensivering af udefra kommende projekter? De tre deltagere fremhæver her den læring man kan udlede af deres projektforløb med skolen og kommer blandt andet ind på vigtigheden af at fokusere på hverdagens små succeser og meningsfuldhed i dagligdagen, fælles sprog, betydningen af elevernes engagement for læreres selfefficasy og agency-understøttende facilitering i skoleudviklingsprocesser. Til sidst rundes samtalen af med en diskussion af kunsten at skabe sammenhæng og balance imellem top-down givne projektrammer og situerede og lokalt tilpassede bottom-up udviklingsbehov samt mediatorrollens og ledelsens betydning i skoleudvikling.
Her finder du shownotes til episoden.