Ikke helt rigtige mennesker

Den unge dansker sad nøgen i militærteltet, mens de hånlige kommentarer væltede ned over ham. Året var 2001, og han befandt sig Kandahar-provinsen i det sydlige Afghanistan.
”Du er en skam for den hvide race”
”Prøv at se hans pik”
Manden var bundet med lænker på hænder og fødder. Han kunne hverken gøre noget ved soldaternes modbydelige kommentarer, eller da de gik i gang med at barbere hans hår og lange skæg af. Det var ydmygende, men han forsøgte at berolige sig selv ved at recitere Koranen.
”Er du fra Al-Qaida? Taliban?”,
spurgte en af vagterne.
I lang tid havde rygter floreret blandt fangerne om, at de ville blive ført til et andet land, muligvis til en fangelejr, hvor de ville blive behandlet humant. Den unge dansker tænkte, at det måske kunne være FN's internationale Domstol i Haag i Holland. Kort tid efter blev han hentet med et fly, der skulle bringe ham til det sted, der ville blive hans hjem de næste to år. Og det skulle vise sig at være et sted, som var alt andet end humant.

Musik brugt i afsnittet:
Feel Again - Inspirational Music Track by StellaSky: https://www.pond5.com/royalty-free-music/item/200967172-feel-again-inspirational-music-track-melody-only-no-drums
Hawaiian-moon-full-acoustic-uk by FrequentlyAskedMusic  https://www.pond5.com/royalty-free-music/item/87519671-hawaiian-moon-full-acoustic-ukulele
Sitar-background-music by catch22music https://www.pond5.com/royalty-free-music/item/89808596-sitar-background-music
Afghan-traditional-music by  AlexGolovko https://www.pond5.com/royalty-Afgan Music by MiraculousMouse free-music/item/160667600-afghan-traditional-music
https://www.pond5.com/royalty-free-music/item/49973854-afgan-music

Kilder brugt i afsnittet:
Bog: Danskeren på Guantánamo – den personlige beretning af Hans Davidsen Nielsen og Matias Seidelin
www.britannica.com
avalon.law.yale.edu/20th_century/dip_cuba002.asp
www.faktalink.dk
www.dr.dk
https://www.cfr.org/article/guantanamo-bay-twenty-years-counterterrorism-and-controversy
bbc.co.uk
www.nytimes.com
www.theaustralian
www.presidency.ucsb.edu/

Historierne, du hører, bygger på journalistisk research og fakta. De kan indeholde fiktive elementer som for eksempel dialog eller tanker. Afsnittene er skrevet, tilrettelagt, produceret og fortalt af Natasja Engholm og gæsteforfattere.

Intro og outro
Dramatic Suspense: https://pixabay.com/music/suspense-dramatic-suspense-116798/ by https://pixabay.com/users/ashot-danielyan-composer-27049680/
Anuch – Our champion - Music from #Uppbeat: https://uppbeat.io/t/anuch/our-champion

Se billeder fra dagens historie og følg mig på: TerrorTalks på Facebook og TerrorTalks på Instagram

Transcript

Den unge dansker sad nøgen i militærteltet, mens de hånlige kommentarer væltede ned over ham. Året var 2001, og han befandt sig Kandahar-provinsen i det sydlige Afghanistan.

”Du er en skam for den hvide race”

”Prøv at se hans pik”

Manden var bundet med lænker på hænder og fødder. Han kunne hverken gøre noget ved soldaternes modbydelige kommentarer, eller da de gik i gang med at barbere hans hår og lange skæg af. Det var ydmygende, men han forsøgte at berolige sig selv ved at recitere Koranen.

”Er du fra Al-Qaida? Taliban?”, 

spurgte en af vagterne. 

I lang tid havde rygter floreret blandt fangerne om, at de ville blive ført til et andet land, muligvis til en fangelejr, hvor de ville blive behandlet humant. Den unge dansker tænkte, at det måske kunne være FN's internationale Domstol i Haag i Holland. Kort tid efter blev han hentet med et fly, der skulle bringe ham til det sted, der ville blive hans hjem de næste to år. Og det skulle vise sig at være et sted, som var alt andet end humant.

Intro

Dagens afsnit er et særafsnit, som handler om den omstridte og kontroversielle lejr Guantánamo Bay. Måske kender du selv til det, når du kommer til at tænke på noget fra din barndom eller ungdom, og det pludselig slår dig: Hvad blev der egentlig af den der skuespiller eller sanger? Det kunne være en lang tv-serie eller et stort band, der havde kæmpe succes, og pludselig forsvandt hovedpersonerne næsten fra den ene dag til den anden. Det var sådan jeg havde det med Guantánamo Bay, da jeg for nyligt faldt over navnet. 

Efter 11. september 2001 og op igennem nullerne og 10’erne var der ekstremt meget fokus på denne amerikanske deponeringslejr, hvor USA bogstaveligt talt opbevarede mistænkte islamiske terrorister. Der var kontroverser om både forholdene i lejren, brug af kontroversielle afhøringsmetoder og ikke mindst, om menneskerettigheder og retspraksis blev overholdt. Sidste gang jeg hørte noget om lejren var, da Obama i 2008 gik til valg på at lukke lejren helt ned. Det er i dag 15 år siden, og så vidt jeg vidste, inden jeg gik i gang med at researche dagens afsnit, eksisterer lejren stadig den dag i dag. 

Så i dagens afsnit vil jeg sætte fokus på historien om Guantánamo Bay, dens formål, problematikken omkring den og ikke mindst, hvordan fremtiden for lejren ser ud. 

Geografisk placering og historie

Jeg vil til at begynde med give jer lyttere lidt baggrund om lejrens historie, før den blev oprettet for mistænkte terrorister efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001. 

Guantánamo Bay er en bugt, som ligger på det sydøstlige Cuba ved indløbet fra det Caribiske Hav. USA fik kontrol over Guantánamo Bay helt tilbage efter den cubanske uafhængighedskrig i 1890’erne, hvor USA havde hjulpet cubanerne med at løsrive sig fra 400 års spansk overherredømme. Fra 1903 har USA permanent leaset området, hvor de har en militærbase og siden 2002 den berygtede Guantánamo-lejr. Dog ikke uden protester fra den kommunistiske regering på Cuba siden 1959, som har kaldt den amerikanske tilstedeværelse for ”påtvunget” og ”ulovlig” i henhold til international lov. Daværende præsident Fidel Castro mente, at traktaten om leasing var indgået under tvang, fordi det var betingelsen for, at amerikanerne ville forlade øen. Leasing-traktaten slog fast, at lejekontrakten kun kunne opsiges efter aftale med begge landes regeringer, eller hvis de amerikanske tropper forlod basen. Men der skulle gå næsten 70 år, før navnet Guantánamo for alvor blev berømt og berygtet i hele verden.

11. september 2001

Slimane Hadj Abderrahmane, som var den unge dansker, vi mødte i afsnittets begyndelse, havde lige spist aftensmad. Han sad med sine kammerater på koranskolen i Afghanistan og lyttede som altid til radioen. 

”Det var efter aftensmaden, hvor vi plejede at lytte lidt til radio. Pludselig kom nyheden og alle blev stille. Jeg ved ikke, hvad de andre tænkte, men jeg håbede bare, at det ikke var muslimer, der stod bag”, 

skrev han senere i sin selvbiografi ”Danskeren på Guantánamo”. 

Det var den 11. september 2001, og nyheden om de to fly, som var fløjet ind i World Trade Center på Manhattan i New York klokken lidt i 9.00 om morgenen, var nu også nået til Jalalabad i det østlige Afghanistan. 

Slimane Hadj Abderrahmane blev født i Danmark i 1973 og voksede op i en lille by ved Roskilde som søn af en dansk mor og algerisk far. Forældrene mødte hinanden i Paris, og Slimane Abderrahmanes far arbejdede i Danmark som ufaglært arbejder på blandt andet en plastikfabrik. Moren gik hjemme og passede Slimane og hans to yngre søstre. Senere flyttede de til Ishøjplanen syd for København, hvor Slimane fik en fri og ikke specielt muslimsk opdragelse, som han selv husker det. Efter skole hang han ud med danske og marokkanske venner, som hans mor mente var dårligt selskab for ham. Resultatet blev, at familien forlod Ishøj i 1980, da Slimane Hadj Abderrahmane var 7 år gammel og flyttede til en gård lidt uden for Randers. Men der gik ikke lang tid, før familien igen rykkede teltpælene op, og denne gang var det til farens hjemland Algeriet, som Slimane Hadj Abderrahmane kun havde besøgt en enkelt gang som toårig. Planen var denne gang at slå permanente rødder. 

I Algeriet kom familien til at bo tæt på farmoren, som var familiens matriark. Islam spillede en langt større rolle i hendes liv, og da Slimanes mor efter et år forlod Algeriet igen, var det farmoren, som stod for hans opdragelses. Han begyndte også at komme mere i den lokale moske, og i kvarteret oplevede han unge, som op igennem 1980’erne blev involveret i deres muslimske brødre, afghanernes, kamp mod den sovjetiske besættelsesmagt. Han oplevede dog aldrig en religiøs vækkelse eller en konkret begivenhed, som gjorde ham religiøs, men blev langsomt mere og mere religiøs. Allerede som 12-årig vidste han, at han en dag gerne ville leve i en islamisk stat. Slimane var også vidne til, hvordan det islamiske parti i Algeriet på demokratisk vis vandt ved både lokalvalg og parlamentsvalg og efterfølgende blev tvunget fra magten af militære kræfter, som ikke ønskede en islamisk stat med sharialovgivning. Det udløste borgerkrigslignende tilstande, hvor den militante militære bevægelse GIA stod over for militærdiktaturet i Algeriet. Det fik Slimane Hadj Abderrahmane, som sympatiserede med GIA og betragtede dem som en modstandsbevægelse, til at forlade Algeriet, fordi han ikke ville risikere at skulle aftjene sin værnepligt og kæmpe mod sine ”muslimske brødre”. Med sit dobbelte statsborgerskab havde han dansk pas, og den 29. april 1993 landede 20-årige Slimane Abderrahmane i Kastrup lufthavn.

Hjemme i Danmark

”Jeg lægger en bombe, gør jeg. Min livsdrøm er at blive terrorist. Hvor? Det er da lige meget, bare terrorist”. 

Ordene blev skrevet af klassekammeraterne i Slimanes Blå bog om den fremtid, de mente han gik i møde, da han efter to år på Århus Akademi blev matematisk student. Han begyndte efterfølgende at læse matematik på Århus Universitet, men uden at have nogen specifikke planer for, hvad han ville med sin fremtid. Få år senere traf Slimane Hadj Abderrahmane en endegyldig beslutning: Han ville være Mujahedin – en hellig kriger. Han hævder i sin selvbiografi, at han aldrig blev styret eller overtalt af nogen, men blev styrket i sin overbevisning af de overgreb, som blev begået mod muslimer i blandt andet Kosovo af serbere og af russerne i Tjetjenien. Slimane Hadj Abderrahmane begyndte hyppigt at komme i moskeen på Grimhøjvej i bydelen Brabrand i Aarhus, som ud over at være samlingspunkt for arabiske børn og unge, var kendt som arnested for radikalisering af muslimer.

Han droppede nu ud af matematikstudiet og musik og fester, som tidligere havde fyldt i hans liv. 

”Som muslim havde jeg syndet ved at være DJ”, 

sagde han. 

Han fik arbejde som rengøringsassistent og begyndte at leve sit liv som rettroende muslim. Han bad fem gange om dagen, selv i arbejdstiden. Når han var hjemme sent om aftenen, så han nyheder fra muslimske brændpunkter eller interviews med imamer om Islam på Al-Jazeera. Han besøgte også en lille internetcafé, som lå i nærheden af den lejlighed, han var flyttet til i Paradisgade i Aarhus midtby. Her besøgte han blandt andet ekstreme islamistiske hjemmesider, der var blevet anbefalet på en opslagstavle i Grimhøjmoskeen, som viste brutale billeder og film fra krigen i Tjetjenien. Han fandt også en liste over, hvordan unge muslimer kunne slutte sig til og kæmpe for den islamiske sag i Tjetjenien. Her stod der blandt andet:

”Hvis du ikke er trænet, anbefaler Mujahedin-bevægelsen i Tjetjenien dig at komme i træning i lande som Afghanistan”.

Rejsen til Afghanistan

Vi springer nu frem i historien til marts 2001. Slimane havde efter nogle ophold i Algeriet besluttet sig for at tage til London i England, hvor han ville sætte gang den drøm, han havde om at blive hellig kriger. Her boede han hos en ven og undgik bevidst at komme i moskeer, som havde ry for at være overvåget af den britiske efterretningstjeneste. Når han ikke legede turist, brugte han tiden på at læse islamiske bøger og lytte til koranbånd. Og ikke mindst undersøge, hvordan han kunne blive hellig kriger. Til sidst fik han fat i en kontaktperson, som sagde, at han skulle rejse via Iran til Afghanistan og forklarede, hvordan han fik fat i visum og flybilletter. På rejsebureauet spurgte han ind til forskellige seværdigheder i Iran for ikke at vække mistanke. Efter 5 måneder i London, ankom Slimane en juliaften i 2001 i Irans 35 grader varme hovedstad Teheran. Med tog rejste han den 12 timer lange rejse videre til Mashhad i det nordøstlige Iran, cirka 200 kilometer fra Afghanistan og tog en taxa til grænsen, hvor han med møje og besvær rejste de sidste hundrede meter ind i landet til fods. Han betalte sin iranske chauffør for at køre sig til en landsby tre kvarter væk, hvor han fandt talebanernes hus. Han fik hjælp til at købe afghansk tøj og en hovedbeklædning og blev budt på lammegryde med fladt brød og te i selskab af talebanerne og deres Kalashnikovs-geværer. Efter tre dages ophold i talibanernes højborg Kandahar i det sydlige Afghanistan, blev  Slimane sat på en bus til hovedstaden Kabul, hvor han ankom efter 18 timer. Han blev informeret om, at kurserne i de militære træningslejre allerede var gået i gang, og blev derfor i stedet tilbudt koranundervisning i et hus i Jalalabad på grænsen til Pakistan. Sammen med seks andre elever fra de arabiske Golf-stater Saudi-Arabien, Kuwait og Yemen, blev han dagligt undervist i Koranen. Og det var altså her, han befandt sig, da meldingen om angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 blev annonceret over radioen. 

Tiden efter 11. september

Da de allieredes bomber begyndte at falde over Jalalabad i oktober 2001 som en del af den amerikanske præsident George W. Bush’ erklærede ”krig mod terror”, besluttede eleverne på Koranskolen, at det var tid til at flygte. Til fods begav de sig mod den pakistanske grænse, hvor knapt 100 andre arabere sluttede sig til dem undervejs. Alle skulle fragtes væk i firehjulstrækkere og minibusser. Ved en landsby ved det, Slimane senere erfarede var Tora Bora-bjergene, fik mændene lidt te og varmt brød, men måtte modvilligt aflevere deres våben til en gruppe pakistanere, som ville hjælpe dem over grænsen. Under den første nat i Pakistan blev Slimane og hans rejsefæller vækket og ført til et nyt sted. Det viste sig at være en fælde. Hvor Pakistan engang havde været venner med og støttet talibanerne, hjalp de nu USA med at fange mistænkte terrorister. Bundet på hænder og fødder blev Slimane og de andre fanger transporteret mellem forskellige fængsler, og til sidst endte han i en fængselscelle med 20 andre fanger, hvor han fik udleveret en fangedragt i tykt hvidt bomuld. Her tilbragte han 10 dage, før hans navn råbt op. Han blev ført ind i lokale med to amerikanske soldater, som afhørte ham om hans baggrund og hans ophold i Afghanistan. Kort tid efter blev han ført til en lufthavn i Kandahar, hvor han sad en måned og flere gange igen blev afhørt af amerikanerne. Først efter 3 måneder blev Slimane den 8. februar 2002 hentet og fragtet fra Afghanistan til Guantánamo-lejren på Cuba.

Slimane Hadj Abderrahmanes deportering til Guantánamo

De første 20 fanger var ankommet til Guantánamo-lejren den 11. januar 2002, præcis 4 måneder efter terrorangrebet i USA den 11. september. Og det var dem, som Slimane knapt en måned efter kunne slutte sig til som fange nummer 323, selvom ingen af fangerne i begyndelsen havde nogen anelse om, hvor de befandt sig.

Han fik sit første brusebad i månedsvis og blev undersøgt af en læge. Til sidst fik han et plastikarmbånd med sit billede, sine personlige oplysninger og sin adresse i lejren, C-blok, F-7, sat om håndleddet. C-et stod for Charlie, der var en af de fem afdelinger i Camp X-Ray. Det var en primitiv lejr, som i al hast var blevet opført i midten af 1990’erne, da 45.000 cubanske og haitianske immigranter søgte tilflugt på basen. Lejren var opbygget af hegn, pigtråd og barberbladsruller, og Charlie-blokken bestod af seks platforme af beton, som havde 10 metalbure oven på hver. Guantanamo-lejren blev overvåget af bevæbnede vagter fra vagttårne og ubevæbnede vagter inde i blokkene, hvis nu fangerne skulle få overmandet dem. Slimane var en af de første fanger, som blev sat ind i de tomme bure, der dog hurtigt blev fyldt op med to afghanere og tre yemenitter. Iklædt de klassiske orange fængselsdragter, som mange lyttere måske kender fra amerikanske film- og tv-serier, var de spærret inde i de ca. 1x1,5 meter små bure. Det svarer til, at der kan stå en juniorseng til børn og intet andet. Ofte havde de hænderne bundet på ryggen og hætter over hovedet. De måtte som udgangspunkt kun forlade burene på to ugentlige gåture på et kvarter og i forbindelse med to ugentlige brusebade. Lejren var oplyst døgnet rundt på grund af de lystoftrør, som hang under halvtaget. De virkede dog heldigvis ikke der, hvor Slimane Hadj Abderrahmane boede. Hans dag gik med at bede, læse i koranen, spise, sove, samtaler med de andre fanger. Nogen havde kone og børn, men de fleste var unge som Slimane og havde ikke stiftet familie endnu. Som tiden gik, fik Slimane og fangerne omkring ham flere rettigheder og fik for eksempel lov til at dyrke motion i deres bure. Det var dog ikke alle fanger i lejren, som fik samme nogenlunde anstændige behandling som Slimane, der selv mente, at det var fordi, han talte engelsk.

Problematikkerne ved Guantánamo

Bush-administrationen havde nemlig besluttet at kalde det voksende antal fanger, primært taget på afghansk jord, for “ulovlige krigere” I stedet for krigsfanger. Denne beslutning fik direkte konsekvenser for, hvordan fangerne blev behandlet. I såkaldte traditionelle væbnede konflikter mellem stater, er de kæmpende parter bundet af Geneve-konventionen fra 1949 og skal give fangerne minimumstandarder af pleje som omfatter sikker indkvartering, ordentlig mad og lægebehandling. Samtidigt er det strengt forbudt for staterne at udsætte fangerne for vold, tortur eller ondskabsfuld og nedværdigende behandling.

“Krigen mod terror indvarsler et nyt paradigme”, 

skrev daværende præsident George W. Bush i et memo til sine ledende nationale sikkerhedsfunktionærer i februar 2002.

For at retfærdiggøre sin beslutning hævede Bush-regeringen, at al-Qaeda-fanger var en del af en civil organisation, og dermed ikke kunne anses som en af parterne nævnt i Geneve-konventionen.

Men det var en beslutning, som blev kritiseret af både andre stater og organisationer. Først og fremmest var der en række retssikkerhedsmæssige udfordringer ved den måde, USA behandlede fangerne på. 

Da antallet af fanger toppede i 2004, var der 650 fanger i lejren på samme tid, men flere fanger er løbende blevet løsladt eller overgivet til regeringerne i de lande, hvor de havde statsborgerskab. Det menes, at der siden 2002 har været omkring 780 fanger i lejren på et eller andet tidspunkt, men det er et usikkert tal. Ifølge de amerikanske myndigheder var de alle mistænkt for at have planlagt eller deltaget i terrorhandlinger eller på anden måde været tilknyttet al-Qaeda-netværket eller Taleban-militsen.

I maj 2002 blev fangerne flyttet fra trådburene i Camp X-Ray til en nybygget fængselsafdeling, Camp Delta 1-6, hvor de stadig befinder sig. Ifølge det amerikanske militær er den nye lejr moderne og komfortabel, men tidligere fanger og menneskerettighedsorganisationerne hævder dog det modsatte.

Af de anslåede 780 fanger, som har været internet på Guantanamo, er der ved udgivelsen af dette afsnit kun 11, som er blevet sigtet for krigsforbrydelser ved en amerikansk militærdomstol. Af de 11 er otte blevet dømt, men fire af dommene blev senere omstødt. Flere fanger blev efterfølgende udleveret og retsforfulgt i deres hjemlande efter løsladelsen fra Guantánamo, blandt andre seks personer, der blev stillet for retten i Frankrig i december 2007. Fem af dem blev idømt hver et års fængsel for at havde modtaget træning i al-Qaedas lejre i Afghanistan, mens den sjette blev frikendt. 

Den amerikanske regering blev særligt kritiseret for at tilbageholde fangerne uden de rettigheder, som vi normalt har i et retssamfund. Det vil sige retten til advokatbistand, at blive præsenteret for et formelt anklageskrift og blive stillet for en civil dommer. Den første civile advokat, australieren Stephen Kerry, som besøgte Guantánamo-lejren, kaldte i et interview med den danske avis Information den 19. december 2003 Guantánamo for 

”Et juridisk, fysisk og moralsk sort hul. (…) De almindelige principper om bevisførelse gælder ikke her, og der er ingen normale appelmuligheder. Disse sager lever ikke op til de internationale standarder for retsforfølgelse.” 

Internationalt Røde Kors og Human Rights Watch bakker dette op og har sagt, at hvis fangerne ikke er omfattet af reglerne om krigsfanger, må de opfattes som militært lægepersonel, der er omfattet af den 1. Genevekonvention, eller som civile, der er omfattet af den 4. Genevekonvention. Hvis de betragtes som civile udgør deres tilbageholdelse i Guantánamo et brud på den fjerde konvention. Den forbyder tvangsflytning af civile og mange af fangerne er anholdt uden for USA og herefter flyttet til lejren.

558 af fangerne på Guantánamo fik i løbet af 2004 og 2005 afgjort deres status ved særlige militære retssager, som foregik i hemmelighed på selve Guantánamo-basen. Her skulle det afgøres, om de kunne betragtes som ”ulovlige krigere” og dermed fratages deres rettigheder som krigsfanger. Ifølge en amerikansk militæradvokat, som deltog i 49 af sagerne, blev advokaterne udsat for pres fra den øverste hærledelse, som ønskede, at så mange af fangerne som muligt skulle kategoriseres som ’ulovlige krigere”. Resultatet var, at alle bortset fra 38 erklæret for ’ulovlige krigere.

Amerikanerne hævdede desuden, at den amerikanske forfatning ikke gælder for Guantánamo-basen, fordi den ikke er fuldstændigt underlagt amerikansk suverænitet. De mente, at suveræniteten tilfaldt de cubanske myndigheder, og derfor er amerikansk lov ikke gældende. Det er en påstand, som har været prøvet ved den amerikanske højesteret og både afvist og omstødt. Derudover har den amerikanske regering løbende gennemført lovændringer, så fangerne ikke har samme rettigheder som andre fanger inden for militærlovgivningen. 

Fangernes forhold

En andet aspekt af Guantánamo-lejren, som har modtaget stor kritik, er de forhold, som fangerne lever under. Tidligere fanger, deres advokater og menneskerettighedsorganisationer har berettet om tortur og nedværdigende behandling samt at fangerne holdes hen i det uvisse. Slimane Hadj Abderrahmane fortalte selv om, at han tilbragte en hel nat i et frysende koldt afhøringslokale og blev transporteret med hænder og fødder lænket sammen på ryggen. Andre fanger har fortalt om vold og mishandling, og seksuel ydmygelse, hvor fangerne blev tvunget til at posere nøgne og simulere sex med hinanden, mens de blev videofilmet og hånet af nøgne kvindelige amerikanske soldater. De blev også udsat for lyd- og lystortur, hvor konstant lys og høj musik forhindrede dem i at sove. Der er også beretninger om fanger, som er blevet tvangsklippet- og barberet eller blevet tisset på af vagterne. Endelig har det været fremme, at 80 % af fangerne på Guantánamo har været holdt i isolation i 23 ud af døgnets 24 timer. Enkelt fange var isoleret i halvandet år i en celle uden vinduer uden andet end en Koran. Og det er blot for at nævne nogle af de mange ting, som fangerne blev udsat for. 

Endelig har de amerikanske myndigheder gjort brug af den omstridte torturmetode waterboarding, hvor der tvinges vand ned i lungerne på fangerne. Fangen tvinges til at holde munden åben og ansigtet er dækket med et stykke stof, så vandet ikke kan spyttes ud. Processen stoppes umiddelbart, før personen drukner, men ifølge læger er der tale om en regulær drukning og ikke som det har været hævdet ”en simuleret drukning. Amerikanerne har indrømmet at have brugt denne torturmetode, men fordi USA ikke har ikke ratificeret FN’s torturkonvention og anerkender ikke FN’s definition af tortur og dens forbud mod nedværdigende behandling, betragter de metoden som legal. I juli 2006 meddelte den amerikanske regering dog, at fangerne på Guantánamo fremover ville blive behandlet i henhold til Genevekonventionernes regler for behandling af krigsfanger.

Forholdene har betydet, at mindst seks fanger undervejs begik selvmord. Den 19. maj 2011 blev fange nr. 10028, den 37-årige Inayatullah, som havde siddet næsten 4 år i Guantánamo-lejren, fundet død, efter at han havde hængt sig i sit bur. Han var afghansk statsborger og sad mistænkt for at være leder af terrororganisationen Al-Qaida. En anklage, han benægtede til det sidste. 

Slimane Hadj Abderrahmanes ophold og løsladelse

De første 3 uger af sit ophold i begyndelsen af 2002 blev Slimane Hadj Abderrahmane afhørt ca. hver 3. dag. Det var afhøringer, hvor der altid var mindst to FBI-agenter til stede, og som havde mere karakter af en samtale. En dag fortalte Slimane Hadj Abderrahmane, at han var blevet tortureret i fængslet i Pakistan. Den ene FBI-agent svarede:

”Det gør vi ikke her. Her lader vi tiden gøre arbejdet”.

Det var et budskab, som ikke var til at misforstå. Slimane Hadj Abderrahmane fortalte senere i sin biografi:

”Jeg opfattede det klart som en trussel. At USA ikke ville bruge fysisk tortur, men køre os trætte psykisk. De ville lade tiden knække os.”

Den monotone hverdag fortsatte for Slimane Abderrahmane og hans medfanger i de orange fangedragter. Maden ankom tre gange om dagen i form af forseglede madpakker med fire forskellige varianter. De fik skiftet tøj og håndklæder ugentligt og tæpper en gang om måneden. Bad fik de to gange om ugen i den fuldstændigt ulidelige cubanske varme. 

”Sad du stille, svedte du, bevægede du dig rundt, svedte du”,

erindrede Slimane senere. 

Et par gange var der besøg fra Danmark. Første gang var fra PET og anden gang fra det danske Udenrigsministerium. Begge gange fik Slimane Abderrahmane håb om, at fokus på hans sag ville skabe pres på en udlevering til Danmark. Han skulle dog væbne sig med tålmodighed og igennem en række forhør af de amerikanske myndigheder. Først efter 2 år i februar 2004 kom en FBI-agent på besøg i lejren, hvor han præsenterede Slimane for et stykke papir. For at blive løsladt skulle han skrive under på, at han aldrig ville kæmpe for Taliban eller Al-Qaeda eller drage i hellig krig noget sted på jorden. Selvom Slimane ikke var begejstret for det, endte han med at underskrive betingelserne. På vej op i flyet mødte han lederen af den danske efterretningstjeneste PET, der bød ham velkommen med et

”Når du stiger ombord på flyet, er du en fri mand”.

Desværre for ham kunne Slimane Abderrahmane tilsyneladende ikke nyde sin frihed længe. Ifølge ubekræftede rygter fremsat af den salafistiske Facebook-gruppe Islamisk Budskab blev den 39-årige dansk-algier i februar 2013 dræbt i kamp i den syriske borgerkrig, blot ni år efter sin løsladelse fra Guantánamo-lejren.

Guantánamos fremtid

Men hvordan ser fremtiden ud for Guantánamos øvrige fanger? Det seneste tal fra maj 2023 siger, at der i dag sidder omkring 30 fanger tilbage på Guantánamo. Og det på trods af, at Præsident Obama gik til valg på og i 2009 underskrev et bekendtgørelse fra præsidenten, altså en direkte ordre fra præsidenten uden om parlamentet, om at lukke Guantánamo. I bekendtgørelsen stod der blandt andet, at fangerne skulle flyttes ud af lejren enten ved at overføre dem eller retsforfølge dem på lovlig vis og efterfølgende lukke Guantánamo-lejen

 "så hurtigt som muligt og senest 1 år fra datoen for denne ordre".

Et år, som er blevet til 13 år, da lukningen mødte både politisk modstand og juridiske forhindringer. 

Mange hævder, at det største problem er, hvad USA skal gøre med de sidste 20 fanger. Flere af dem, herunder Khalid Shaikh Mohammed, som USA har kaldt "den primære arkitekt bag 11. september" udgør stadig en konkret terrortrussel. Mohammed og fire medtiltalte blev sigtet for deres påståede roller i angrebene for mere end ti år siden, men en startdato for retssagen er stadig ikke fastsat. 

Ud over de logistiske udfordringer er det også spørgsmålet, om Biden har lyst til at tage den politiske kamp, der er ved at lukke lejren. Det har nemlig ingen politiske omkostninger at bevare status quo, men det kan udløse politisk ramaskrig om, at Biden løslader terrorister, hvis han lukker den. Så spørgsmålet er, om det ikke er nemmest at træffe det omkostningsfrie valg. Altså det vil sige omkostningsfrit for ham, for det har store konsekvenser for 20 mennesker i Guantánamo-lejren og deres pårørende. Men spørgsmålet er jo så, om de menneskers liv tæller lige så meget i den amerikanske stats øjne.