Den bosniske forbindelse

Det var torsdag morgen, og klokken havde netop rundet halvsyv. De første mennesker var på vej på arbejde, mens andre stadig søvndrukne tørrede søvnen ud af øjnene i deres senge. Men på fire adresser på Frederiksberg, Nørrebro og i Avedøre og  Brøndby Strand blev de stille morgenrutiner pludselig brudt. Med kraftige spark mod dørene i fire familiers huse og lejligheder trængte bevæbnet politi ind og erklærede tre unge drenge for anholdt. Den sidste fik de først fat på senere, fordi han var på vej i skole, da politiet stormede hans families lejlighed i Brøndby Strand. Også flere af drengenes familiemedlemmer blev anholdt, men i løbet af kort tid blev alle på nær en lille gruppe af fire unge mænd med indvandrerbaggrund løsladt.

Baggrunden for anholdelserne skulle vise sig at være optrevlingen af et terrorangreb, hvor en danskfødt muslim for første gange nogensinde havde deltaget. En planlægning, som trak sprængfarlige tråde gennem Sverige, England, Danmark og ikke mindst til en forbindelse i Bosnien.

Musik brugt i afsnittet
https://www.pond5.com/royalty-free-music/item/89442124-trap-beat-rap-beats-hip-hip-upbeat-dark-electronic-control
https://www.pond5.com/royalty-free-music/item/113482034-cinematic-middle-eastern-mosque-internal
https://www.pond5.com/royalty-free-music/item/144691346-dark-cinematic-piano-urban-hard-808-rap-trap-hip-hop-instrum

Kilder brugt i afsnittet
  Bog: Morten Skjoldager. Truslen indefra.
  https://nyheder.tv2.dk/krimi/2007-02-14-baggrund-terrorsagen-fra-glostrup
  https://nyheder.tv2.dk/krimi/2006-12-06-de-fire-tiltalte-i-den-danske-terrorsag
  https://nyheder.tv2.dk/krimi/2006-12-06-de-fire-tiltalte-i-den-danske-terrorsag
  https://nyheder.tv2.dk/krimi/2006-12-06-de-fire-tiltalte-i-den-danske-terrorsag
  https://jyllands-posten.dk/indland/ECE8242746/broedrene/
  https://nyheder.tv2.dk/krimi/2006-12-06-de-fire-tiltalte-i-den-danske-terrorsag
  https://nyheder.tv2.dk/krimi/2007-01-26-terrortiltalt-med-al-qaedakontakt
  https://www.dr.dk/historie/danmarkshistorien/glostrupsagen-ransagninger-i-bosnien-foerte-til-foerste-danske-terrorsag
  https://www.avisen.dk/Pages/Guests/Articles/2020/ShowTemplatedArticle.aspx?ArticleID=88872&Type=88872
  https://nyheder.tv2.dk/krimi/2006-12-06-danmarks-stoerste-terrorsag-for-retten
  https://www.information.dk/indland/2008/01/terrorsag-landsretten-igen
  https://jyllands-posten.dk/indland/ECE3931221/19-%C3%A5rig-frifundet-for-terror/
  https://www.information.dk/2007/07/glostrupsagen-rejser-tvivl-pets-rolle
  https://nyheder.tv2.dk/krimi/2007-01-12-terrorsag-maximus-bad-om-penge

Historierne, du hører, bygger på journalistisk research og fakta. De kan indeholde fiktive elementer som for eksempel dialog eller tanker. Afsnittene er skrevet, tilrettelagt, produceret og fortalt af Natasja Engholm og gæsteforfattere.

Intro og outro
Dramatic Suspense: https://pixabay.com/music/suspense-dramatic-suspense-116798/ by https://pixabay.com/users/ashot-danielyan-composer-27049680/
Anuch – Our champion - Music from #Uppbeat: https://uppbeat.io/t/anuch/our-champion

Se billeder fra dagens historie og følg mig på: TerrorTalks på Facebook og TerrorTalks på Instagram

Transcript

Det var torsdag morgen, og klokken havde netop rundet halvsyv. De første mennesker var på vej på arbejde, mens andre stadig søvndrukne tørrede søvnen ud af øjnene i deres senge. Men på fire adresser på Frederiksberg, Nørrebro og i Avedøre og  Brøndby Strand blev de stille morgenrutiner pludselig brudt. Med kraftige spark mod dørene i fire familiers huse og lejligheder trængte bevæbnet politi ind og erklærede tre unge drenge for anholdt. Den sidste fik de først fat på senere, da han var på vej i skole, da politiet stormede hans families lejlighed i Brøndby Strand. Også flere af drengenes familiemedlemmer blev anholdt, men i løbet af kort tid blev alle på nær den lille gruppe af fire unge mænd med indvandrerbaggrund løsladt.

Baggrunden for anholdelserne skulle vise sig at være optrevlingen af et terrorangreb, hvor en danskfødt muslim for første gange nogensinde havde deltaget. En planlægning, som trak sprængfarlige tråde gennem Sverige, England, Danmark og ikke mindst til en forbindelse i Bosnien. 

I dagens afsnit bliver vi herhjemme i Danmark. Sammenlignet med andre europæiske lande har Danmark været forskånet for større terrorangreb – i det mindste målt på antallet af dræbte. Til gengæld har vi faktisk haft en del ”mislykkede” terrorangreb – eller forhindrede alt efter hvilket perspektiv, du anlægger. 

Dagens episode handler om den første danskfødte muslimske terrorist. Drengen, for det vil jeg mene, at han er, selvom han på gerningstidspunktet faktisk var fyldt 19 år, var en del af en gruppe på fem drenge. Og selvom flere af dem blev sigtet, var de kun to, der i sidste ende blev dømt. Hovedpersonen var en dreng ved navn Abdulkadir Cesur, som blandt familie og venner blot blev kaldt Kadir. Han var en spinkel fyre med tyrkiske rødder, som var både vellidt blandt klassekammeraterne og velintegreret i det danske samfund. Han boede med sin familie i Avedøre, som er en bydel i Storkøbenhavn klemt inde mellem Brøndby, Hvidovre og Køge. Hans forældre var kommet til Danmark i 1970’erne som ganske unge, og begge hans forældre var med tiden endt på førtidspension. De havde aldrig været specielt religiøse, udover de sporadiske besøg i den lokale moské, og faren drak både alkohol og spillede kort, som ellers er forbudt ifølge Koranen. Kadir læste på 2. år på en 3. årig HTX på Ishøj Handelsskole, hvor han klarede sig fint i skolen. 

I året 2004, da Kadir var 18 år gammel, begyndte han at fatte større og større interesse for Islam. Han ledte efter et ståsted i livet og begyndte at komme i nogle meget radikale islamiske miljøer i København. Særligt i moskeen på Horsebakken, som også kaldes Islamisk Kulturcenter, hvor han blev undervist af en mand ved navn Abu Ahmed. Ham kommer vi tilbage til.

Jeg vil nu lave en kort præsentation af den gruppe af drenge, som Kadir lærte at kende i moskeen:

Hazem var ligesom Kadir 18 år gammel. Hans mor var fra Syrien, og arbejdede som folkeskolelærer, faren var statsløs palæstinenser, og alle hans søskende var i gang med uddannelser. Han kom fra en velintegreret familie, der boede i et socialt boligbyggeri på Frederiksberg. Hazem var på den ene side mere religiøs end de øvrige drenge i gruppen, men han havde også en rebelsk side og var ikke bleg for at invitere vennerne en tur med på Christiania. Det var dog den radikale islamiske side, som tog mere og mere over, og Hazem var faktisk allerede på PET’s overvågningsliste over radikaliserede personer. Midt i 3.G droppede han pludselig ud af gymnasiet og rejste officielt til Syrien, hvor han havde familie på morens side. I virkeligheden menes han at have opholdt sig i Irak, hvor den danske efterretningstjeneste registrerede, at han skrev fra en mobiltelefon i Irak. På det tidspunkt var Irak midt i borgerkrigslignende tilstande og arnested for mange radikaliserede grupperinger. Efter tre måneder vendte Hazem tilbage til Danmark mere radikaliseret end nogensinde. Han downloadede blodige propagandafilm med henrettelser af såkaldte vantro. Han var personligt i kontakt med en af Londons mest yderligtgående prædikanter, Omar Bakri. Han lod skægget stå og gik i kjortel, som mange salafister mener det hører sig til, hvis man er ægte muslim. Og endelig begyndte han at komme i den ekstreme Taiba-moské i Heimdalsgade[3].

Så var der Bilal. Han var kun 16 år i 2004 og var en køn og sympatisk dreng med langt sort hår. Han var fantastisk til al sport og havde dyrket karate på højeste niveau. Derudover var han en intelligent, charmerende og populær dreng i skolen. Hans forældre indvandrere fra Marokko, men Bilal var født og opvokset i Danmark. Men Bilal var også religiøs og havde nogle ret ekstreme holdninger. Lærerne havde blandt andet overhørt ham sige, at det var acceptabelt at stene kvinder. Han havde også sympati for Osama Bin Laden og mente, at jøderne stod bag 11. september. Efter terrorangrebene på det offentlige transportsystem i London 7. juli 2005, underrettede en af hans tidligere lærere derfor til PET om ham. I hans barndomshjem kom blandt andet Said Mansour, som mange måske kan huske under tilnavnet Boghandleren fra Brønshøj. Han var kendt for at have et stort netværk af islamiske terrorister og blev senere dømt 3 ½ års fængsel for opildning til terror og udvist til sit hjemland Marokko. Mansour skrev blandt andet til Bilal fra fængslet, hvor han opfordrede ham til at blive

”en af Allahs soldater”.

Abdul Basit Abu-Lifa var den yngste i gruppen med sine blot 15 år. Han kom fra en meget religiøs familie med 11 børn. Familien, som var af palæstinensisk afstamning, boede i Kisumparken i Brøndby uden for København, og Abdul Basit gik på den muslimske friskole Al-Quds. Han var en enspænder, der gik meget op i sin religion. I 8. klasse begyndte han at ændre sig, gik endnu mere op i Islam og blev mut og indelukket.

Og endelig var der 21-årige Zlatar, en bosnisk flygtning fra borgerkrigen på Balkan i begyndelsen af 1990’erne. Han kom til Danmark i 1993 med sine forældre og sin storebror, hvor de først boede på forskellige asylcentre, før de i 1995 flyttede til Brøndby. Det var første gang, at den 10-årige Zlatar satte sine ben i en skole, og han fik aldrig sin afgangseksamen fra folkeskolen. Det var dog ikke nødvendigt, da han havde planer om at læse til maskiningeniør, og det krævede ingen eksamen. Zlatar gik blandt vennerne under kaldenavnet ”Collection”, fordi han var så god til at skaffe penge. Både på lovlig og ulovlig vis. 

Som I nok kan høre, var det 5 meget forskellige drenge, som senere i større eller mindre grad skulle blive involveret i planlægningen af et terrorangreb på europæisk jord. Men det var også 5 drenge, som ikke havde gjort sig synderligt negativt bemærket. Nogle få af dem var vokset op i religiøse hjem, men andre af dem kun i begrænset omfang havde stiftet bekendtskab med religionen. Det skulle dog snart ændre sig med fremkomsten af en ganske bestemt person og en ganske bestemt begivenhed. 

Den person, som fik så stor betydning for de fem drenges radikalisering var en mand ved navn Abu Ahmad. Han var 30 år og med et stort sort fuldskæg og gik altid klædt i kjortel med bukser smøget op til lige over anklerne og en hvid bedehat, som er salafisternes kendetegn[6]. Han var fra en familie af statsløse palæstinensere fra Libanon og kom til Danmark i 1987, da han var 13 år gammel. Han havde uddannet sig og arbejdet som maskiningeniør og levede udadtil et helt normalt og velintegreret liv i Danmark. Men det var kun udadtil. Abu Ahmad dukkede næste op ud ad det blå i det radikale miljø omkring moskeerne på Nørrebro. Første gang offentligt ved en demokratisk debat i Nørrebrohallen, men i det mere skjulte underviste han i en ekstremt fundamentalistisk og radikal udlægning af Islam hver lørdag for omkring 100, ofte meget unge, tilhørere. Han underviste både piger og drenge. Men de unge mennesker var adskilt af det persiske tæppe, som hang fra loftet mellem dem og næsten ramte gulvet. De fleste af de kvindelige elever vidste ikke engang, hvordan deres underviser så ud. Budskabet var kort sagt: Vestens undertrykkelse af muslimer rundt om i verden, berettigede brug af Jihad, altså islamisk hellig krig, mod dem. 

 I de muslimske miljøer så man med stigende bekymring på Abu Ahmed og hans undervisning. Han blev smidt ud af moskeen på Dortheavej, men blev inviteret til at fortsætte sin undervisning i moskeen ved Horsebakken, en stor kasseformet bygning bag en to meter høj rødstensmur, som mere ligner en skole eller børneinstitution udefra. 

 Og det var herigennem, de fem venner i gruppen fik kontakt med hinanden. Drengene fandt i det radikaliserede miljø en identitet og et fællesskab, de havde manglet i deres liv. Men de blev også mere og mere radikaliserede i deres holdninger, og nogle af dem forsøgte også at efterleve, hvad de mente var en korrekt islamisk livsstil. Zlatar anlagde for eksempel langt skæg og begyndte at gå i traditionel arabisk kjortel som sin mentor Abu Ahmad.

 Flere af dem begyndte også at ændre personlighed. Vores hovedperson, den unge tyrkisk-fødte Kadir droppede ud af handelsskolen midt på sit 3. år. Han havde ofte skænderier med sin far, som ikke brød sig om, at han færdedes i det radikale miljø, og at han ud med unge med arabisk baggrund. 

 ”Mange af dem har oplevet krig. De er psykisk syge”, 

 sagde faren til sin søn. 

 Dansk-bosnieren Zlatar , der ellers havde været en vellidt medarbejder på Rigshospitalet forandrede sig også. Han blev indelukket, mut og ukoncentreret på arbejdet. Den yngste af drengene, 15-årige palæstinensiske Abdul Basit, sad hver aften og udarbejdede på et manifest for en ny terrorgruppe, han døbte ”Al-Qaeda i Nordeuropa”.

 På den ene side lavede de fem venner alle de ting, almindelige drenge i den alder laver sammen. I løbet af sommeren 2005 gik de i svømmehallen, spillede fodbold og så film sammen. De hang ud på Nørrebro, spiste shawarma og besøgte moskeen. Men de havde også et yderst morbidt fællesskab, hvor de udvekslede uhyggelige og bloddryppende jihadfilm, som de fandt på nettet. På et tidspunkt sendte Kadir en Jihad-film til Hazem, som de så, mens de havde hinanden i røret. Lige inden den såkaldte vantro fik halsen skåret over af terroristerne, udbrød Kadir til sin ven

 ”Du flækker af grin lige om lidt”.

 Nogle af drengene var også på et tidspunkt i London sammen på en tur som deres mentor fra Horsebakken Moske, Abu Ahmad, havde arrangeret. Her mødte den ekstreme prædikant Omar Bakri. Kadir havde aldrig fået dansk statsborgerskab og pas, så hans bagage blev gennemsøgt, og han blev sendt retur til Danmark. Men inden da havde paskontrollen blandt andet fundet et visitkort med teksten 

 ”Hver lørdag kl. 15. Hos Abu Ahmed”. 

 Og det var blandt andet dette kort, som fik PET til at rette søgelyset mod vores hovedperson, tyrkiskdanske Kadir.

Torsdag den 15. juni 2005 bankede to agenter fra PET på hos Kadirs familie i Avedøre Stationsby og en uge senere stod de på Frederiksberg i Hazems hjem. Det var efterretningstjenestens erfaring, at det ofte er en nyttig metode at tage en alvorlig snak med unge, som frygtes på vej ud i radikalisering. PET gjorde nemlig ikke noget ud af at skjule deres besøg, og sladderen gik hurtigt i moskeerne. Derfor blev både de unge selv og deres netværk opmærksomme på, at PET holdt øje med dem. Det kunne få dem til at overveje at gå videre med eventuelle terrorplaner, og netværket ville måske af frygt isolere dem. Endelig blev også familierne opmærksomme på, at deres søn eller datter var på vej ind i noget skidt. 

Besøgene fra den danske efterretningstjeneste havde dog ikke den store effekt. Drengene brugte stadig deres tid på at dyrke en radikal og salafistisk udgave af Islam. Blandt andet på internettet. Før 11. september 2001 var der ikke mange hjemmesider for islamister. Men angrebene i USA og de efterfølgende invasioner af USA og andre vestlige lande i Irak og Afghanistan ændrede vilkårene for mange muslimer. Der blev skabt en polarisering med ”dem” og ”os”, og det påvirkede også muslimer, som var bosiddende i Vesten. Antallet af hjemmesider steg med raketfart, og propaganda med blodige videoer og billeder blev delt. Ofte blev siderne og kommunikationsforaerne også brugt til at rekruttere terrorister og planlægge angreb. 

 18-årige Bilal, den charmerende og populære marokkanske dreng, brugte blandt andet tid i et chatforum, som hed Paltalk. Og det skulle vise sig at blive den endelige lunte, som antændte dynamitten under drengegruppens planer om et terrorangreb. For her fik Bilal omkring januar 2005, omkring ni måneder før politiets slog til med ransagninger og anholdelser,  kontakt til en mand, som var meget målrettet og konkret i sine ambitioner om at begå terror. 

 Vi skal nu møde en ny, men meget vigtig hovedperson, den 18-årige Mirsad Bektašević montenegrianer-svensker, boede i byen Kungälv, som ligger nord for Göteborg, med sin mor og lillebror. Han og Bilal mødte hinanden online og fandt fælles fodslag og venskab i deres interesse for radikal islam. Mirsad Bektašević brugte brugernavnet Maximus online. 

 Han blev født i Montenegro i 1987, der stadig var en del af det daværende Jugoslavien. Hans far var blevet dræbt, og moren flygtede under borgerkrigen i Jugoslavien med sine to drenge. De endte i Sverige, hvor de senere fik asyl. Moren udviklede psykiske problemer i en sådan grad, at hun ikke kunne arbejde, og Maximus havde mange problemer i skolen. Familien havde aldrig været specielt religiøs, men da Maximus blev 15 år, begyndte han at gå mere op i en radikal udgave af Islam. Han talte nedladende om kvinder og nægtede at give dem hånd. Han begyndte han at komme næsten dagligt i Bellevue-moskeen i Göteborg, som var kendt for at have et meget radikalt miljø. Han droppede ud af gymnasiet, og brugte efterhånden al sin tid i moskeen eller på at læse om Islam. 

Nu er vi fremme omkring to måneder før anholdelserne af drengegruppen i sommeren 2005. Bilal og Maximus havde nu skrevet sammen i mere end et halvt år. De aftalte derfor, at Maximus skulle komme til Danmark for at besøge Bilal. Men Maximus havde andre intentioner end blot en hyggevisit: Han havde planer om et terrorangreb og var på udgik efter personer, som var villige til at blive en del af disse planer. 

 Maximus ankom til København med Säfflebussen  om aftenen torsdag den 18. august 2005, hvor Bilal og Kadir tog imod ham. Her mødte han også to af   de andre medlemmer af gruppen, Abdul Basit og Zlatar. Hazem havde siden det seneste besøg af PET trukket sig lidt og befandt sig på daværende tidspunkt i Grækenland. Knapt tre uger  senere den 12. september rejste Maximus til København for anden gang, hvor alle fire venner hentede ham. Og det var her, de planlagde at rejse til Bosnien hovedstad Sarajevo for at planlægge et terrorangreb. Oprindeligt var planen, at Maximus ville rejse med bus fra Göteborg den 25. september og samle den yngste i gruppen, den blot 15-årige Abdul Basit op i København. Men hans familie lugtede på et tidspunkt lunten om, at han havde gang i nogle lyssky ting, og det endte med, at hans far tog hans pas fra ham. 

 Den 27. september 2005 ankom Maximus derfor alene i Sarajevo og lejede sig ind på Hotel Banana City. Derudover lejede han også underetagen af en forsømt villa i den sønderbombede by Ilidza ca. 20 km fra Sarajevos centrum. Det var det perfekte skjulested til at opbevare sprængstoffer, mens han selv boede hos sin morbror og faster et andet sted i Sarajevo.  Maximus gik straks i gang med forberedelserne til et terrorangreb. 

 ”Prøv at se, om vi kan få flere penge, for jeg har gud være lovet fået nogle rigtig, rigtig gode varer”, 

 sagde han under en samtale med Abdul Basit De gode varer han talte om, var sprængstoffer og våben.

 Kort tid efter fik han dog overtalt Kadir til at slutte sig til ham. Kadir havde det svært på det tidspunkt. Han var droppet ud af handelsskolen og tilbragte sine dage med at sove. Under påskud af, at han kunne have gavn af en ferie, lykkedes det ham at overtale sin forældre til at få lov til at tage af sted. 

Det er aldrig helt afklaret, hvorfor drengene valgte Sarajevo ud over, at Maximus gennem noget familie måske havde kontakter i byen. Det kan også hænge sammen med, at sikkerheden i mange vestlige lande havde noget et niveau, som kunne være svært at trænge igennem. 

 Interessant nok er Bosnien ikke et sted, hvor muslimer traditionelt  set har dyrket den salafistiske fortolkning af Islam. Men efter borgerkrigen var der to ting, som fik indflydelse på udbredelsen af denne skole: For det første følte bosnierne, at de stod i gæld til de mange udenlandske hellige krigere, som havde kæmpet på muslimernes side mod serberne under krigen. Så de uddelte rundhåndet bosniske pas til dem, da krigen sluttede. For det andet havde Saudi-Arabien set sit snit til at udbrede deres egen statsreligion Wahhabismen, som har mange fællestræk med Salafismen, til Bosnien. De postede flere milliarder kroner i landet, som blandt andet gik til bygning af nye moskeer. Og med fulgte undervisningsmateriale og konservative imamer fra kongeriget.

 En af moskeerne var den gigantiske King Fahd-moske i Sarajevo, og det var her, Maximus efter en bøn i 2003 mødte to lokale islamister, 28-årige Bajro Ikanovic og 27-årige Amir Bajric. De to var et pudsigt vennepar: Begge havde en plettet straffeattest, men den fedladne Ikanovic med det lange rødbrune hår havde nu fundet Islam. Bajric var på den anden side en drikfældig vaneforbryder og i praksis ikke så rettroende muslim. Til gengæld havde han kontakter i den kriminelle verden, som kunne hjælpe Maximus med at skaffe sprængstoffer. Bosnien var og er fyldt med våben, som blev efterladt og glemt efter borgerkrigen. Så i oktober 2005 mødte Bajric op hos Ikanovic med ca. 20 kilo sprængstof. 

Den 14. oktober 2005 sluttede dansk-tyrkiske Kadir sig til dem efter en dags bustur fra København til Sarajevo. Maximus hentede ham på busstationen og de kørte ud til villaen i forstaden Ilidza. De unge mennesker var klar til at blive terrorister. 

5 dage efter, at Kadir var ankommet til Sarajevo, sad han og Maximus på Hollywood Caffe-Club Internet i Sarajevo foran computerne. Da de var færdige, steg de ind i bussen mod den lejede, hvidkalkede villa i Ilidza uden for Sarajevo by. Pludselig bankede det på hoveddøren af massivt træ. Maximus rejste sig en smule irriteret og åbnede. Da han så, hvem det var, blev han rasende: 

”Glem det! I kan ikke komme ind her. Tror I, at jeg vil have sådan nogle skraldemænd rendende her?”.

Udenfor stod nemlig fire bosniske betjente, som havde holdt øje med de to drenge. Den bosniske efterretningstjeneste havde modtaget et tip, formentlig fra CIA, og det skulle ændre slagets gang for de implicerede. Med en ransagelseskendelse i hånden fik betjentene hurtigt overmandet Maximus og lagt ham på gulvet. Så fortsatte de ind i stuen. Her sad Kadir på en sofa med en lyddæmpet Browning-pistol i hånden og fingeren på aftrækkeren. Den ene betjent sparkede den ud af hånden på ham og hev ham ned på gulvet. Så blev de begge ført ud i hver deres politibil.

Politiet også 20 kilo plastisk sprængstof i en rødlig nuance i ruller, skåret ud og trykket flade og opbevaret i en fryser. Det kunne sagtens være blevet forvekslet med rå hakkebøffer. De fandt også et selvmordsbælte, pistolmagasiner med patroner, elefanthuer med huller til øjnene, walkie-talkier og et æggeur, der kunne bruges som timer på en bombe. På en video optrådte maskerede mænd i sort militærtøj med selvmordsbælte, sprængstoffer, granater og knive, mens en stemme sagde 

"brødrene er parate til angreb her".

En ekspert fra Scotland Yard konkluderede senere, at stemmen på videoen tilhørte Maximus. Maximus havde også lånt et kamera af sin moster, og en analyse foretaget af FBI viste, at der var en pixelfejl på videoen, som stammede fra mosterens kamera.

Dagen efter begivenhederne i Sarajevo, ringede telefonen på den døgnbemandede vagttelefon hos efterretningstjenesten PET. Her kunne udenrigsministeriet fortælle, at den første danskfødte muslim nogensinde var blevet afsløret i deltagelsen af planlæggelsen af et terrorangreb. Trådene blev snart samlet og pilen pegede på fire mulige medsammensvorne, som befandt sig i Danmark. Det var, som du nok har regnet ud, de sidste medlemmer af gruppen Hazem, Bilal, Abdul Basit og Zlatar. 

To af drengene boede i Brøndby, som hørte under Glostrup Politikreds, og PET kontaktede derfor Glostrup Politi og bad dem om hjælp til at anholde dem og deltage i den videre efterforskning. Det var derfor denne meget lille detalje, som gav sagen tilnavnet Glostrup-sagen. 

Umiddelbart skulle man tro, at efterforskningen og en skyldig-dom lå lige til højrebenet. Men desværre blev der begået alvorlige fejl under efterforskningen. For det første havde politiet ikke overvejet, at Kadir havde fået lov til at kontakte sin familie i Danmark. Kadirs lillesøster havde efterfølgende kontaktet Abdul Basit, som fik mulighed for at ødelægge potentielle beviser. 

Dernæst begik bombeteknikerne en hel utilgivelig fejl. Under ransagningen af Zlatars families lejlighed havde man fundet spor efter sprængstoffer på en voksdug og på håndtaget og lovet til fryseren i køkkenet. Højeksplosive stoffer, som ikke har noget civilt anvendelsesformål. Men det viste sig, at bombeteknikeren ikke havde skiftet dragt, før han gik ind i lejligheden. Dermed kunne man ikke afvise, at han selv havde slæbt bombematerialerne med ind. Det ville i hvert fald aldrig holde i retten, så at sige. 

Retssagen blev både et kæmpe pressetilløbsstykke og lidt af et juridisk cirkus. Under retssagen kritiserede de fire drenges forsvarere anklagerens taktik med at bruge såkaldte karaktervidner, altså vidner som siger noget om den tiltaltes personlighed, men som ikke ellers har noget med sagen at gøre. Det er en praksis, som historisk set ikke er blevet anvendt i Danmark, men som også for nyligt blev anvendt i sagen om drabet på Mia Skadhauge Stevns i Aalborg. Det var for eksempel tidligere skolelærere og klassekammerater, som vidnede om de tiltaltes tiltagende radikalisering. Til det tordnede Bilals forsvarer Thorkild Høyer til journalisterne

”Jeg håber aldrig, at jeg selv kommer i en situation, hvor min gamle folkeskolelærer skal være med til at afgøre min fremtid. I vores retssamfund dømmes folk efter handlinger. Ikke tro og holdninger. Anklagerens vidner har skabt en ubehagelig og giftig stemning. Men min klient har ikke medvirket til det, der var i gang i Bosnien ( …) Bilal er kun skyldig i én ting: at han er muslim og interesserer sig for islam. Men det er ikke nogen forbrydelse.”

I sidste ende gik retssagen meget anderledes, end måske særligt PET havde forventet. Den eneste af de fire, som der var klare beviser mod, var Abdul Basit. Han havde deltaget aktivt i chatsamtaler om den nordiske al-Qaida-gruppe, havde udformet gruppens manifest og skulle oprindeligt være rejst til Bosnien. Retsbelæringen, det juridiske grundlag, som en sag hviler, og som retsformanden gav nævningene, instruerede dem da også i, at beviserne var tynde. Retsformand Bent Østerborg sagde direkte

”Jeg vil være overordentlig betænkelig ved det, hvis nævningene finder Hazem skyldig i at have indgået en aftale med Kadir og Maximus om deres rejse til Bosnien.”

Alligevel valgte de 12 nævninge at finde alle fire skyldige i terrorplanlægning. Men så skete der noget uventet. Ud over nævningetinget, som består af almindelige danskere, var der også tre juridiske dommere, som har en juridisk uddannelse. De har mulighed for at underkende og omstøde nævningenes dom, og det var præcis, hvad de gjorde en halv time senere. De mente nemlig heller ikke, at der var et juridisk grundlag[11]. Kun Abdul Basit blev fundet skyldig og blev den 15. februar 2007 idømt syv års fængsel. Bilal, Zlatar og Hazem blev pure frikendt. 

Men omstødelsen betød, at anklagemyndigheden fik mulighed for at føre sagen på ny. De havde fundet nye beviser mod Bilal som fx en fil med bombemanualer, giftopskrifter og diagrammer over, hvordan man danner en terrorcelle. DE mente også at kunne dokumentere, at han havde dannet terrorcellen Al-Qaida i Nordeuropa sammen med de tre andre dømte i sagen i Danmark og Bosnien. 

Ironisk nok blev resultatet af retssagen diametralt modsat af den første retssag. De juridiske dommere følte sig overbeviste om Bilals skyld, og retsformand belærte nævningene om at overveje, om hans forklaringer var troværdige. Hvorfor skiftede han konstant telefon og omtalte Maximus som ”hun”? Var det troværdigt, at han ikke kendte til de tre venners planer? 

Men denne gang var det nævningene, som frikendte Bilal, og det var første og eneste gang, at en tiltalt to gange i træk blev frifundet for den samme anklage i landsretten. De tre frifundne i gruppen, Bilal, Hazem og Zlatar, fik tildelt erstatninger i millionklassen for uberettiget fængsling i 16 måneder og stemplingen som terrorister. [12][13][14]

Mens sagen kørte i Østre Landsret var retssagen mod Kadir og Maximus i fuld gang i Sarajevo. Kadir hævdede, at han netop var ankommet til lejligheden sammen med Maximus, da politiet stormede den. Han kendt intet til sprængstoffer eller terrorplaner og var blot på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. 

Den 10. januar 2007, blev de begge kendt skyldige i forberedelse af et terrorangreb. Den nu 21-årige Abdulkadir Cesur blev idømt 13 år og 4 måneders fængsel, mens 19-årige Mirsad Bektasevic som den påståede bagmand blev idømt en straf på 15 år og 4 måneders fængsel. Da Maximus blev ført ud af retten smilede han og råbte 

 ”Allahu Akbar”. 

 Gud er størst. 

 Ved en appelsag fik Maximus og Kadir senere halveret deres straffe.

 Det blev aldrig med sikkerhed fastslået, hvad målet for angrebet skulle have været. Men Maximus sagde på videoen fra huset i Bosnien

 ”Dette våben vil blive brugt mod Europa, mod dem, hvis styrker står i Irak og Afghanistan. Disse to brødre, de har givet deres liv for at stille Allah tilfreds, for at hjælpe deres brødre og søstre.”

Personligt synes jeg, at Glostrup-sagen er enormt interessant at se tilbage på. For det første udstiller den en efterretningstjenestes evige dilemma: Hvornår er det rette tidspunkt at slå til? Slår de til for tidligt, risikerer de at mangle beviser. Men slår de til for sent, risikerer de, at de ikke når at forhindre et angreb. De fejl, som PET begik undervejs skulle blive evalueret, så de fremover kunne forsøge at undgå, at de forhindrede en domfældelse. Det vil dog altid være svært at vurdere, præcis hvornår det er det rigtige tidspunkt at slå til. Det viste angrebene den 11. september 2011 i hvert fald, hvor efterretningstjenesten CIA og forbundspolitiet FBI efterfølgende fik kritik for, at de ikke havde handlet på deres efterretninger. 

Et andet interessant aspekt er de her drenges holdninger holdt op imod deres dom. For de kæmpede mod et system, som i sidste ende betød, at de både gik fri og fik erstatning. Forestil dig, at de havde været anholdt i Saudi-Arabien eller sågar USA. I Saudi-Arabien havde de aldrig været garanteret en fair retssag, og i USA kunne de, som jeg har beskrevet i Sæson 1’s særafsnit 12, være endt indespærret et sted som Guantánamo på ubestemt tid. 

Men i et retssamfund som det danske kan vi ikke dømme folk for deres holdninger, uden at komme ud på et skråplan. Hvis retssystemet ikke kan bevise, at de har gjort noget ulovligt, kan de, hvor usympatisk det end må være, mene, hvad de vil. 

Du har lyttet til TerrorTalks, en podcast om terror og radikalisering. 

Dette afsnit blev skrevet, produceret og fortalt af mig, Natasja Engholm, mens Niels Peter Nielsen lagde stemme til mændene i historien. Også en stor tak til konsulent og journalist Lars Hvidberg, som bidrog med sparring og kloge tanker. Afsnittets kilder finder du i shownotes der, hvor du lytter til din podcast. Jeg vil også sætte stor pris på, hvis du vil give podcasten en positiv anmeldelse og fortælle om den til venner og familie, der kunne være interesserede i at lytte med.

I næste afsnit fortæller jeg fortæller jeg om et uventet angreb i et af de sikreste lande i verden og fra en ret uventet kant. 

Du må også gerne følge TerrorTalks sociale medier på Facebook og Instagram, hvor du kan se billeder fra dagens afsnit.

Morten Skjoldager. Truslen_indefra (1) (Kindle Locations 2769-2772). Kindle Edition.
https://nyheder.tv2.dk/krimi/2007-02-14-baggrund-terrorsagen-fra-glostrup
https://jyllands-posten.dk/indland/ECE8242746/broedrene/
https://nyheder.tv2.dk/krimi/2007-01-26-terrortiltalt-med-al-qaedakontakt
https://www.dr.dk/historie/danmarkshistorien/glostrupsagen-ransagninger-i-bosnien-foerte-til-foerste-danske-terrorsag
https://www.avisen.dk/Pages/Guests/Articles/2020/ShowTemplatedArticle.aspx?ArticleID=88872&Type=88872
https://nyheder.tv2.dk/krimi/2006-12-06-danmarks-stoerste-terrorsag-for-retten
https://www.information.dk/indland/2008/01/terrorsag-landsretten-igen
https://jyllands-posten.dk/indland/ECE3931221/19-%C3%A5rig-frifundet-for-terror/
https://www.information.dk/2007/07/glostrupsagen-rejser-tvivl-pets-rolle
https://nyheder.tv2.dk/krimi/2007-01-12-terrorsag-maximus-bad-om-penge