En usandsynlig modstander

Klokken var omkring 14 i Ekamai-området i det centrale Bangkok, Thailands hovedstad. Temperaturen havde sneget sig op på 37 grader, og der var næsten vindstille. På adressen Sukhumvit 71, en sidevej til en travl hovedvej, lå et stort sandfarvet hus i to etager i et tæt bebygget boligkvarter. Den nederste del af huset havde en stor glasfacade ud til en forhave, som var indrammet af et højt mørkt træhegn. Og oven på huset var et stort fladt trætag, som skrånede en smule opad på midten. På alle måder en helt almindelig tirsdag, hvor mange var på arbejde. Der var da heller ikke noget særligt at bemærke ved det sandfarvede hus med glasfacaden om formiddagen. Men omkring kl. 14 lød pludselig lød en kæmpe eksplosion inden fra huset, som blæste dele af det enorme tag af. Kort tid efter kom fire mænd løbende ud af huset.

Musik brugt i afsnittet
https://pixabay.com/music/mystery-tibet-13636/
https://pixabay.com/music/upbeat-chinese-wind-15264/
https://pixabay.com/music/main-title-asian-ceremony-13499/

Kilder brugt i afsnittet
https://www.cfr.org/blog/bombings-bangkok
https://www.worldometers.info/world-population/population-by-country/
https://abcnews.go.com/Blotter/payback-bombings-israeli-targets-mimic-attacks-iran-scientists/story?id=15573570
https://www.nytimes.com/2012/02/14/world/middleeast/israeli-embassy-officials-attacked-in-india-and-georgia.html 
https://www.bbc.com/news/world-asia-17099998
https://www.theguardian.com/world/2013/aug/22/thai-court-convicts-iranians-bomb-plot
https://www.bbc.com/news/world-asia-23781857
https://www.nytimes.com/2012/02/16/world/asia/bombs-in-bangkok-linked-to-india-and-georgia-attacks-israeli-envoy-says.html
https://www.cfr.org/blog/what-david-petraeus-should-ask-myanmar 

Historierne, du hører, bygger på journalistisk research og fakta. De kan indeholde fiktive elementer som for eksempel dialog eller tanker. Afsnittene er skrevet, tilrettelagt, produceret og fortalt af Natasja Engholm og gæsteforfattere.

Intro og outro
Dramatic Suspense: https://pixabay.com/music/suspense-dramatic-suspense-116798/ by https://pixabay.com/users/ashot-danielyan-composer-27049680/
Anuch – Our champion - Music from #Uppbeat: https://uppbeat.io/t/anuch/our-champion

Se billeder fra dagens historie og følg mig på: TerrorTalks på Facebook og TerrorTalks på Instagram

Transcript

Klokken var omkring 14 i Ekamai-området i det centrale Bangkok, Thailands hovedstad. Temperaturen havde sneget sig op på 37 grader, og der var næsten vindstille. På adressen Sukhumvit 71, en sidevej til en travl hovedvej, lå et stort sandfarvet hus i to etager i et tæt bebygget boligkvarter. Den nederste del af huset havde en stor glasfacade ud til en forhave, som var indrammet af et højt mørkt træhegn. Og oven på huset var et stort flat trætag, som skrånede en smule opad på midten. På alle måder en helt almindelig tirsdag, hvor mange var på arbejde. Der var da heller ikke noget særligt at bemærke ved det sandfarvede hus med glasfacaden om formiddagen. Men omkring kl. 14 lød pludselig lød en kæmpe eksplosion inden fra huset, som blæste dele af det enorme tag af. Kort tid efter kom fire mænd løbende ud af huset.

Dagens historie er på mange måder usædvanlig. Men noget af det allermest usædvanlige er, at den knytter to lande sammen, som de fleste nok umiddelbart ikke normalt tænker ind i samme sætning. Vi skal på en lydrejse til et land, som mange danskere har besøgt og forbinder med et paradis af hvide sandstrande, lunt turkisblåt land og venlige indbyggere. Thailand er landet, som tiltrak over 35 millioner turister årligt før covid-pandemien, svarende til størrelsen på Malaysias befolkning. 65 % af Thailands BNP kommer fra turisme, så turisme er på en og samme tid enormt vigtigt for landet, og gør det enormt sårbart. Der skal ikke mange covid-pandemier eller tsunamier til, før det kan mærkes det kan mærkes på pengepungen hos mange thaier. 

Den 14. februar 2012 blev Thailands hovedstad Bangkok ramt af en række bombeangreb, som heldigvis ikke slog nogen ihjel. Thailand har som så mange andre lande gennem historien været mål for terrorangreb fra forskellige grupper. I langt de fleste tilfælde har det handlet om en konflikt i det sydlige Thailand på grænsen til Malaysia, som begyndte i 1948. Det er en konflikt, som handler om nationalisme, separatisme og senere er stridspunkterne slået over i religion og vold, der bunder i smugling af narkotika og olie. 

Men det skulle hurtigt blive klart, at dette angreb ikke havde noget med de mange andre angreb i Thailand at gøre. Og det skulle også snart bringe en anden spiller på banen, som de fleste måske ikke lige havde set komme. 

Tilbage til historien var den ene af de fire mænd, som løbende havde forladt huset på Sukhumvit 71, såret og havde blod på sig. Han forsøgte at praje en taxa, men da taxaen så den tilstand han var i, nægtede han at tage ham med. Så kastede manden en håndgranat mod taxaen. Bilen blev skadet og taxachaufføren lettere såret. Imens var en gruppe politifolk ankommet til stedet og forsøgte at stoppe manden. Så kastede han en tredje granat. Det skulle han ikke have gjort. For granaten eksploderede i nærheden af ham selv og sprængte begge hans ben af. 

Manden, som viste sig at være den 28-årige Saeed Moradi havde sammen med de tre andre flygtede mænd været i gang med at fremstille bomber i huset. Moradi blev kørt på hospitalet i kritisk tilstand, og hans medsammensvorne i forskellige retninger. Imens gik de thailandske medier og myndigheder i gang med at stille sig selv nogle essentielle spørgsmål: Hvem var de fire mænd? Og hvorfor var de i gang med en større bombefremstilling i et stille kvarter i Bangkok?

De thailandske sprængstoffer beskrev de anvendte bomber som en 

”bærbar transistorradio, hvor indholdet er taget ud og erstattet med C-4. C-4 er et plastisk sprængstof, hvor den kemiske proces sker ved detonationen. Derudover indeholder den bolte, søm og en detonator. Det er alle komponenter, som kan købes i Thailand, og sprængstofferne er ikke så komplicerede, men det er bare ikke noget, vi har set før her i landet.”

Det sidste var den første advarselslampe og det første fingerpeg mod det sted, de thailandske efterforskere burde kigge hen. Det næste spor kom, da efterforskerne fik identificeret de mænd, som havde bevæget sig ind og ud af huset. Det var 42-årige Mohammad Hazaei, 31-årige Masoud Sedaghat Zadeh og 52-årige Javad Nikkah. De havde alle tre en ting til fælles. En ting, som gav et kraftigt fingerpeg om, hvem der stod bag det mislykkede angreb. De var alle iranere. 

Nu sidder du måske og tænker: Hvad i alverden har en gruppe iranere med et mislykket angreb i Thailands hovedstad Bangkok at gøre? Ja, det gjorde jeg i hvert fald, før jeg satte mig ind i sagen. Målet viste sig egentlig ikke at være Thailand eller det thailandske folk, men var et led i en række koordinerede og sammenhængende angreb på Irans ærkefjende Israel. 

Serien af angreb var begyndt i februar 2012. Den 13. februar angreb en iransk terrorist på motorcykel et israelsk diplomatkøretøj i New Delhi i Indien, som sårede den israelske viceforsvarsministers kone og to tilfældige i en bil i nærheden. Samme dag opdagede en medarbejder på den israelske ambassade i Georgien, at en granat var blevet fastgjort under en repræsentants bil. Og endelig var et angreb på den israelske ambassadør i Aserbajdsjan blevet forpurret. 

Udover det historiske fjendskab mellem de to nationer, hvad havde så fået det iranske regime – hvis det da var dem, der stod bag – til at planlægge og forsøge at udføre disse angreb? Svaret skulle måske findes i en række lignende angreb, som den israelske stat de foregående år, havde udført på fem af Irans atombombeforskere. Og nu bliver perspektiverne virkelig interessante, for vi er tilbage ved den famøse diskussion om, hvem der helte og skurke, frihedskæmpere og terrorister. 

Jeg er by no means fan af det iranske regime. Men hvorfor skal vi i Vesten bestemme, hvem der må have atomvåben og hvem der ikke må? Og giver det en stat ret til at slå uskyldige forskere ihjel, blot fordi de diplomatisk set ikke betragter dem som venner? Drabene på forskerne sammen med sabotage af Irans atomvåbenprogram via cyberkrigsførelse og ødelagte reservedele havde ifølge Iran til formål at forsinke Irans atomprogram. USA har aldrig indrømmet, at de havde en finger med drabene, men det ved i historisk set af erfaring ikke er nogen garanti. Israel har på den anden side mere vag i sine afvisning af kendskab. Men iranerne beskyldte i hvert fald israelske agenter for at stå bag disse drab og havde svoret at hævne sig.

Der gik ikke lang tid, før to af de tre flygtede iranske terrorister blev arresteret i Suvarnabhumi-lufthavnen nær Bangkok. Den 52-årige iraner, Javad Nikkahfard, som var blevet fanget på overvågningskameraer på vej ind og ud af huset blev betragtet som gruppens bombespecialist. Der blev udstedt en arrestordre på ham, men hverken han eller to andre terrorister er nogensinde blevet fanget. De menes alle at opholde sig i Iran.

Den 22. august 2013 blev Saeid Moradi, som fik sprængt sine ben af, og Mohammad Kharzei blev dømt for deres medvirken i bombeplottet. Saeid Moradi blev idømt fængsel på livstid for have sprængstoffer på sig og for drabsforsøg. Kharzei blev idømt 15 års fængsel for at have sprængstoffer på sig. Begge anklagede erklærede sig uskyldige og fastholdt, at de ikke vidste, at der var sprængstoffer i deres hjem. Moradi hævdede under retssagerne, at han bar sprængstofferne ud af sit hus for at skille sig af med dem, samt at han ikke vidste, at de lignede bomberne brugt i de andre lande. Ligesom Israel havde nægtet indblanding i drabene på de iranske atomforskere, nægtede den iranske stat også ethvert kendskab til nogle af angrebene i Thailand, Indien og Georgien.

Statssponseret terrorisme er en underlig størrelse, og det er måske også derfor, mange forskere ikke vil anerkende det som et begreb inden for den mere klassiske terrordefinition. Terror er, som jeg tidligere har været inde på, uendeligt svært at definere, selv for de klogeste og mest erfarne i disciplinen. Så når vi lægger det her ekstra lag af staters indblanding oveni, bliver det først rigtigt langhåret. Bortset fra, at vi har med statslige og ikke civile organisationer at gøre, synes jeg omvendt, at der er mange elementer, som lapper over. 

Med hensyn til Irans udøvelse af statsterrorisme får jeg lyst til at knytte et par ord. Det iranske styre har længe været berygtet på den internationale scene for deres tendens til at blande sig i andre landes konflikter. Når vi taler om Iran, får jeg altid en ubærlig trang til at sætte nogle forbehold. For det første for at skelne mellem befolkningen Iran og præstestyret, for befolkningen har gang på gang vist, at de er lige så dødhamrende trætte af det undertrykkende, konservative og korrupte præstestyre, som resten af verden. For det andet har jeg også brug for at gøre det lysende klart, at Iran er et godt eksempel på, hvor svært terrorismebegrebet kan være at definere. Ja, det iranske styre har stået bag utallige modbydelige terrorhandlinger, både direkte og indirekte. Iran støtter terrorgrupper som Hamas i Palæstina og Hezbollah i Libanon, og iranske embedsmænd og agenter har været direkte involveret i terrorangreb i Argentina og planlægning af angreb i blandt andet Danmark, USA og Bahrain. Så jeg forsvarer ikke det iranske styres handlinger. Men det er lidt interessant, at når Iran støtter terrorgrupper, eller er direkte indblandet i terrorplanlægning i andre lande kalder vi det for statsterrorisme, mens USA’s utallige eksempler på støtte til eller direkte invasioner af andre lande betragtes som beskyttelse af landets interesser. 

Og hvorfor blev Thailand så valgt som et af gerningsstederne for et angreb på det israelske diplomati? De thailandske myndigheder hævdede, at de ikke anede, at iranske grupper var i gang med at planlægge angreb på det israelske diplomati i landet. Og det virkede også som om, at eksplosionerne kom helt bag på det thailandske politi.

Men det burde det i virkeligheden ikke, skrev Joshua Kurlantzick, seniorforsker i Sydøstasien i den uafhængige tænketank Council on Foreign Relations i et blogindlæg samme dag. For det første er Thailand ekstremt sårbar over for terrorangreb og et yndet sted for terrorister at drive forretning. Mange berygtede militante har tilsyneladende været igennem Thailand uden at politiet lykkedes med at fange dem. 

Og fordi turismen er så vigtig en indtægtskilde for Thailand, kan negative rejsevejledninger være ødelæggende. De har derfor levet med håbet om, at terroristerne ville nyde kongeriget så meget, at de ikke ville ødelægge det ved at lancere angreb i landet. Selv hvis de bruger Thailand som base til at planlægge angreb andre steder. Det er Thailand nemlig ideelt til, fordi de på trods af deres afslappede sikkerhed stadig har en fremragende økonomisk infrastruktur med diskret pengeoverførsel og flyforbindelser til hele verden. Og på grund af Thailands ustabile forhold til sine naboer i Malaysia og Cambodia er det ofte nemt at slippe over landegrænserne.

I flere tilfælde har de thailandske sikkerhedsstyrker været presset af udenlandske efterretningstjenester til at slå ned på militante. Men på trods af myndighedernes forsikringer om, at Thailand er terrorfrit, har der været flere eksempler på det modsatte. Det er denne historie et godt eksempel på. 

Outro

Du har lyttet til TerrorTalks, en podcast om terror og radikalisering. 

Dette afsnit blev skrevet, produceret og fortalt af mig, Natasja Engholm. Også en stor tak til konsulent og journalist Lars Hvidberg, som bidrog med sparring og kloge tanker. Afsnittets kilder finder du i shownotes der, hvor du lytter til din podcast. Jeg vil også sætte stor pris på, hvis du vil give podcasten en positiv anmeldelse og fortælle om den til venner og familie, der kunne være interesserede i at lytte med.

I næste afsnit fortæller jeg fortæller jeg om et menneskes rejse ind i radikalisering i en sag, som aldrig rigtig er blevet opklaret. 

Du må også gerne følge TerrorTalks sociale medier på Facebook og Instagram, hvor du kan se billeder fra dagens afsnit.