Terror i Tokyos undergrund

De to asiatiske mænd parkerede deres bil. De udvekslede et kort blik. Så tog den ene et ansigtsbind på, som skjulte alt andet end de smalle brune øjne under de store stålindfattede briller, åbnede bildøren og steg ud. Under den ene arm havde han to sammenrullede eksemplarer af aviserne Akahata og Seikyo Shimbun og under den anden en klassisk paraply med en spids ende. Manden gik ned ad trapperne på metrostationen Sendagi og steg ind i første vogn på Chiyoda-linjen. Klokken var 7.48 om morgenen, og det var midt i myldretiden i den japanske hovedstad Tokyo. 

Manden satte sig ned, og toget satte i gang. Da det få minutter efter nærmede sig stationen Shin-Ochanomizu Station, som ligger i det centrale forretningsdistrikt i Chiyoda, smed han aviserne ned på gulvet. Der var ikke mange, som lagde mærke til det, men det afslørede et kort øjeblik to gennemsigtige poser med en brunlig væske. Manden jog hurtigt sin medbragte paraply ned i den ene af poserne og med et lille skvulp lavede et hul i posen. Han hakkede spidsen af paraplyen et par gange mere mod poserne, men det lykkedes ham kun at få hul på den ene. Da toget rullede ind på stationen, forlod han det i al hast. Toget fortsatte med den punkterede pose, der nu begyndte at lække et ualmindeligt farligt stof: Nervegassen sarin. 

Langsomt begyndte passagerne at mærke gassens virkning: Nogen kastede op, andre hostede, og der opstod en stemning af panik og forvirring over, hvad der skete. Fire stationer senere på Kasumigaseki. Her trådte to stationsmedarbejdere ind i vognen, fjernede poserne og smed dem ud. Det kostede dem livet.

Musik brugt i afsnittet
https://pixabay.com/music/mystery-tibet-13636/
https://pixabay.com/music/world-sakura-dance-background-music-traditional-japanese-165338/
https://pixabay.com/music/modern-classical-tense-sad-piano-111679/
https://pixabay.com/music/main-title-cinematic-dramatic-11120/
https://pixabay.com/music/meditationspiritual-peaceful-garden-healing-light-piano-for-meditation-zen-landscapes-112199/

Kilder brugt i afsnittet

https://publicism.info/history/underground/2.html 
 Kristoffer Lind. Sektens magt - Aum Shinrikyo
"A Case Study on Aum Shinrikyo". Permanent Subcommittee on Investigations.
Tucker, Johnathan B. "Chemical Terrorism: Assessing Threats and Responses." 
Weapons of Mass Destruction and Terrorism, 2nd Ed. Ed. James J.F. Forest & Russell D. Howard
https://www.japantimes.co.jp
"Aum Shinrikyo: Insights Into How Terrorists Develop Biological and Chemical Weapons
Morgans, Julian (2021-03-17). "Photos: A Doomsday Cult Bought This Farm to Build Weapons of Mass Destruction". 
Japan vil lægge dommedagskult bag sig med 13 henrettelser, Jesper Thobo-Carlsen12. August 2018 Politiken
http://www.yomiuri.co.jp
Poison Gas Wreaks Tokyo Subway Terror". Wired.
https://articles1.icsahome.com

Historierne, du hører, bygger på journalistisk research og fakta. De kan indeholde fiktive elementer som for eksempel dialog eller tanker. Afsnittene er skrevet, tilrettelagt, produceret og fortalt af Natasja Engholm og gæsteforfattere.

Intro og outro
Dramatic Suspense: https://pixabay.com/music/suspense-dramatic-suspense-116798/ by https://pixabay.com/users/ashot-danielyan-composer-27049680/
Anuch – Our champion - Music from #Uppbeat: https://uppbeat.io/t/anuch/our-champion

Se billeder fra dagens historie og følg mig på: TerrorTalks på Instagram

Transcript

De to asiatiske mænd parkerede deres bil. De udvekslede et kort blik. Så tog den ene et ansigtsbind på, som skjulte alt andet end de smalle brune øjne under de store stålindfattede briller, åbnede bildøren og steg ud. Under den ene arm havde han to sammenrullede eksemplarer af aviserne Akahata og Seikyo Shimbun og under den anden en klassisk paraply med en spids ende. Manden gik ned ad trapperne på metrostationen Sendagi og steg ind i første vogn på Chiyoda-linjen. Klokken var 7.48 om morgenen, og det var midt i myldretiden i den japanske hovedstad Tokyo. 

Manden satte sig ned, og toget satte i gang. Da det få minutter efter nærmede sig stationen Shin-Ochanomizu Station, som ligger i det centrale forretningsdistrik i Chiyoda, smed han aviserne ned på gulvet. Der var ikke mange, som lagde mærke til det, men det afslørede et kort øjeblik to gennemsigtige poser med en brunlig væske. Manden jog hurtigt sin medbragte paraply ned i den ene af poserne og med et lille skvulp lavede et hul i posen[i]. Han hakkede spidsen af paraplyen et par gange mere mod poserne, men det lykkedes ham kun at få hul på den ene. Da toget rullede ind på stationen, forlod han det i al hast. Toget fortsatte med den punkterede pose, der nu begyndte at lække et ualmindeligt farligt stof: Nervegassen sarin. 

Langsomt begyndte passagerne at mærke gassens virkning: Nogen kastede op, andre hostede, og der opstod en stemning af panik og forvirring over, hvad der skete. Fire stationer senere på Kasumigaseki Her trådte to stationsmedarbejdere ind i vognen, fjernede poserne og smed dem ud. Det kostede dem livet. 

Umiddelbart er Japan nok ikke det sted, de fleste mennesker forbinder med terror. Faktisk rangerer Japan sammen med de andre Sydøstasiatiske lande blandt de lande, som har lavest risiko for terrorangreb. Men som i så mange andre tilfælde er der en terrorundtagelse til den berømte regel, og det er det angreb, jeg vil fortælle om i dag.

Japans undergrundssystem er et af de travleste i verden. Hovedstaden Tokyo er verdens største med 38 millioner indbyggere, så hvis man vil hurtigt frem, er metrosystemet vejen frem. Hver dag tager omkring 8 millioner passagerer, lidt flere end den samlede danske befolkning, metroen. Det er et transportnetværk med 13 linjer, som dækker ca. 304 kilometer af Japans hovedstad, afstanden mellem Ringkøbing og Sydpolen. 

Og mandag den 20. marts 1995 tidligt om morgenen var ingen undtagelse, hvor travle japanere gik eller småløb mod elevatorer eller trapper for at komme til en af byens 285 togstationer. Temperaturen var ca. 5 grader, så folk småløb for at komme indenfor i varmen i de tætpakkede blågrå tog. 

Men 14 plastikposer pakket ind i avispapir skulle snart gøre morgenturen til et helvede i fem af togene. For poserne indeholdt et af verdens farligste masseødelæggelsesvåben, nervegassen Sarin. Da den dampene fra nervegassen fortog sig, havde den kostet 13 mennesker livet og over 6.000 mennesker var sårede, heraf 50 alvorligt. Og japanerne stod tilbage med spørgsmålene om, hvem der stod bag og hvorfor?

For at finde angrebets rødder skal vi 40 år tilbage i historien til 1984, 11 år før angrebet fandt sted. Her blev den japanske nyreligiøse bevægelse Aum Shinrikyo stiftet. Aum Shinrikyo betyder Den højeste sandhed og blev solgt til følgerne som et yoga- og meditationskursus, der blandede indisk og tibetansk  buddhisme og kristen og hinduistisk tro. Blandt andet mente de, at Harmagedon, som er et endeligt slag mellem Satan og Gud beskrevet i Biblen[iv], ville sted i form af en global med blandt andet USA og Japan. De mente også, at folk uden for sekten var dømt til evigt helvede og kun kunne reddes, hvis de blev dræbt af sekt-medlemmerne. Og endelig, at det kun var medlemmerne af sekten, som ville overleve dommedag og herefter ville bygge et kongerige ved navn Shambhala. 

Lederen af gruppen var Shoko Asahara. Han blev født i 1955 ind i en fattig familie i det sydlige Japan. Asahara var blind på venstre øje og mistede også langsomt synet på det højre. Han begyndte derfor på en blindeskole, hvor han klarede sig godt bogligt. Men han var også en modbydelig bølle, som terroriserede sine kammerater. 

Asahara blev gift og fik hele 12 børn. Som en der selv voksede op i ekstrem fattigdom, traf han en beslutning om, at det ikke er noget, han vil byde sine børn. Måske var det derfor, at han ikke gik så højt op i, om disse penge blev tjent på lovlig vis. Asahara blev student i 1977 og specialiserede sig inden for traditionel kinesisk medicin og akupunktur. Men han drev også lyssky forretninger ved siden af sine lovlige forretninger, hvor han blandt andet solgte ulovlig medicin. 

I samme periode vækkedes Asaharas interesse for religion og det spirituelle. På en rejse til Indien deltog han i kurser og workshops, hvor han lærte om yoga og spiritualitet. Tilbage i Japan begyndte han at holde foredrag og kurser, som hurtig blev populære blandt især unge japanere. I denne periode var der en form for ungdomsoprør i Japan, hvor de unge flyttede til byerne og ledte efter en åndelig mening med tilværelsen. Asahara begyndte selv at tro på, at han havde overnaturlige kræfter og senere begyndte han at tro på, at han var Kristus.

En af Asaharas forcer var, at han var en meget karismatisk mand. Han var en stor, næsten Buddhaagtig figur med langt sort hår og halvt lukkede øjnene. Han udstrålede både åndelighed og klogskab, og han prædikede om spiritualitet frem for materielle og kapitalistiske værdier. Men samtidig havde Asahara et stort behov for at tjente penge. Han blev inviteret til at deltage i tv-programmer på japansk tv og opnåede stor berømmelse, som han brugte til at hverve nye medlemmer til sin kult. 

Vi er nu fremme ved august 1989, seks år før sarin-angrebet på Tokyos metro. Sekten havde nu fået officiel status som religiøs organisation af myndighederne i Tokyo, hvilket betød at den fik privilegier som skattelempelser og skatteundtagelse. Gruppens økonomiske forhold forbedredes drastisk, og medlemstallet voksede på tre år fra 20 medlemmer til 20.000 medlemmer[vi]. Desværre betød den øgede popularitet også, at medlemmernes voldelige adfærd tog til. Et medlem druknede under et ritual, og da hans desillusionerede ven, forsøgte at forlade sekten, slog de ham ihjel. Tre måneder senere blev advokaten Tsutsumi Sakamoto og hans kone og søn myrdet. Sakamoto var en kendt anti-sekt-advokat, som var i gang med at forberede et gruppesøgsmål mod Aum Shinrikyo. Han anklagede dem for at narre medlemmer til at slutte sig til sekten, hvorefter de blev holdt som gidsler med trusler og manipulation. Den 5. november 1989 brød medlemmer af gruppen ind i Tsutsumi Sakamotos lejlighed gennem en ulåst dør. Her slog de advokaten, hans kone og deres 14 måneder gamle søn ihjel med vold, strangulering og indsprøjtning af det kemiske stof kaliumklorid. Et stof, som også bruges ved henrettelser. 

Det var ikke kun Aum Shinrikyos brug af vold, der tog til. Det samme gjorde Asaharas storhedsvanvid. Han skabte sit eget enevældige kongerige, hvor han krævede og fik blind lydighed fra sine disciple. Han byggede et hovedkvarter ved Fuji-bjerget, som ligger omkring 100 kilometer vest for Tokyo. Det er et bjerg, som er kendt for at være helligt. Her kunne Asaharas disciple tage til og udforske sig selv og livet, mens de fulgte sektens strenge regler iført de obligatoriske hvide dragter. Medlemmerne af sekten måtte ikke læse andre bøger end dem, Asahara skrev, og de måtte heller ikke søge viden andre steder. De skulle leve et asketisk liv i afholdenhed uden alkohol, sex, rusmidler og god mad. De skulle sætte sekten før alt andet, selv deres familie. Til gengæld ville de blive belønnet ved dommedag. Asahara fortalte sine tilhængere, at det var dem mod resten af verden, og at alle, herunder deres familie, var fortabte. Derudover begyndte han også at tegne et billede af myndighederne som en trussel. Den japanske regering var ude efter dem, og for at imødegå den trussel, skulle de ikke bare forsvare sig, men også gå til angreb.

Asahara fik gennem et medlem adgang til en stor jernfremstillingsfabrik, hvor han fyrede 90 procent af de daværende medarbejdere. Her gik de i gang med at producere pistoler og rifler og ikke mindst en hemmelig produktion af kemiske våben. En dag fortalte et af medlemmerne, som var tidligere kemistuderende, at han gennem sit arbejde i et laboratorium har fundet ud af, at nervegassen sarin var et effektivt våben.

Jeg stopper lige op et øjeblik for at forklare, hvad sarin er, og hvorfor det er så modbydeligt og effektivt som masseødelæggelsesvåben. Sarin er det mest flygtige af alle nervegasser. Det vil altså sige, at det hurtigt fordamper fra væsketilstand og bliver til en damp, som spredes. Folk kan derfor blive udsat for dampe, selvom de ikke kommer i kontakt med væskeformen. Fordi den fordamper så hurtigt, udgør sarin en øjeblikkelig, men kortvarig trussel.

Så Asahara fik altså bygget et større kemisk anlæg til at fremstille sarin i al hemmelig og rejste til Australien for at købe laboratorieudstyr. De turde nemlig ikke købe det i Japan af frygt for at vække myndighedernes mistanke. I Australien opkøbte Asahara en farm et øde sted, som sekten i flere år brugte til at eksperimentere med kemiske våben. Våben, som ville blive anvendt i en række modbydelige generalprøver i året op til angrebet på Tokyos metro.

Klokken var tyve minutter i elleve om aften den 27. juni 1994. I ly af mørket den lune sommeraften kørte en kølebil ind i centrum af byen Matsumoto, der ligger lidt over 150 kilometer fra det centrale Tokyo. I bilen sad seks medlemmer af Aum Shinrikyo. De var iført gasmasker og med sig havde de 20 kilo sarin, 30 batterier og en forstøver. Nervegassen skulle dryppe ned på den opvarmede forstøver og fordampe.

De seks parkerede bilen foran et stort lejlighedskompleks i tre etager. Nogle få af Aum Shinrikyo-medlemmerne åbnede for lastbilens kølerum. Langtsomt begyndte gassen at sive op og lagde sig som en tåge over bygningen. Inde i bygningen begyndte mange af beboerne at få det dårligt. Nogen af dem ringede efter ambulancer og knapt 50 minutter efter, at angrebet var gået i gang modtog politiet i Masumoto opkald fra ambulanceredderne op, at der var sket en større hændelse. Mange af de tilskadekomne blev kørt på hospitalet. De led af øjensmerter, synsforstyrrelser, hovedpine, kvalme, diarré, og følelsesløshed i hænderne. Nogle af patienterne beskrev at have set en tåge med en skarp og irriterende lugt flyde forbi. 

I alt 274 personer blev behandlet, men det var desværre ikke alle, som kunne reddes. Fem af beboerne havde enten valgt eller ikke nået at reagere på deres symptomer. De blev fundet døde i deres lejlighed, mens to senere døde på hospitalet. Et ottende offer forblev i koma i fjorten år og døde i 2008[xii]. Undersøgelser viste, at det var nervegiften sarin, som havde skadet eller slået dem ihjel.

Aum Shinrikyo blev ikke engang mistænkt på det tidspunkt, men som du nok allerede har gættet, var det naturligvis dem, der stod bag. I lejlighedskomplekset befandt sig nemlig tre dommere, som skulle dømme i en retssag om ejendomsret, og Asahara mente, at dommerne ikke ville lade sagen falde ud til gruppens fordel. Det skulle de straffes for. Og så var det også en god anledning til at bruge angrebet som prøveklud i et endnu større angreb, som Asahara allerede havde på tegnebrættet[xiii]. 

Og et halvt år efter skete der to begivenheder, som satte skub i dette angreb. Lidt i seks om morgenen den 17. januar 1995 ramte et gigantisk jordskælv millionbyen Kobe i det sydlige Japan. Det målte 7,2 på Richterskalaen, og i løbet af 20 sekunder blev næsten en halv million bygninger ødelagt, omkring 300.000 mennesker blev hjemløse, og over 6.434 mennesker slået ihjel. For japanerne var det en ulykkelig naturkatastrofe, men for Asahara var det et tegn fra de højere magter om at sætte gang i ragnarok, som kunne føre til dommedag. 

Den anden faktor, som satte gang i Asaharas planer om et angreb, var, at Japans politi endelig var begyndt at få færten af Aum Shinrikyo. I løbet af foråret fik Shoko Asahara nys om, at en stor politirazzia var under opsejling. Nu havde Shoko Asahara travlt. Med signalerne fra de højre magter og den i hans øjne succesfulde generalprøve med sarinangrebet på lejlighedskomplekset, handlede det bare om at vælge den rette lokation. Valget faldt på Tokyos metro i myldretiden. 

Mandag den 20. marts 1995 kørte 10 af Asaharas disciple af sted mod Tokyos metro med saringas gemt i tasker med plastikposer pakket ind i avispapir. Fem af dem skulle udføre angreb på 5 metrolinjer, mens de fem andre var deres chauffører. Med sig havde de hver især en paraply med en tilfilet spids under armen. I løbet af ca. halvanden time spredte medlemmerne af Aum Shinrikyo rædsel blandt passagerne i Tokys undergrund. 

En af dem var Masato Yokoyama, som vi mødte i begyndelsen af dette afsnit. Han fik kun prikket hul i den ene af poserne, men det lykkedes ham at skade over 200 af passagerne alvorligt. Kenihi Hirose, et andet medlem, steg om bord på Marunouchilinjen med to sarinposer pakket ind i en sportsavis. Men lige da han skulle til at punktere posen, bemærkede en skolepige nogle høje lyde fra poserne. Han steg derfor ud af toget og gik ind i en anden vogn. Her smed han aviserne på gulvet, gentog et Aum Shinrikyo-mantra og punkterede begge poser med så megen kraft, at han bøjede spidsen på sin paraply. På den følgende station steg han ud af toget, hvor hans chauffør ventede på ham. 

Imens begyndte sarinen langsomt at sprede sig. I modsætning til når en bombe sprænger, var der ikke noget kaos til at begynde med. Faktisk gik der lidt tid, før det gik op for passagerne, at de var midt i et terrorangreb. Hvis de overhovedet ænsede, at det var det, som skete. Panikken spredte sig. Folk fik synsforstyrrelser, kastede op, fik spastiske lammelser. De skreg, græd, faldt til jorden, blev trampet ned af andre, som også var gået i panik. Alle forsøgte desperat at komme væk, mens de dækkede ansigtet med tøj. Alt var kaos på de overfyldte stationer. Da politi og ambulancer ankom, stod de magtesløse, fordi de ikke anede, hvad der havde ramt de panikslagne passagerer.

Det samme kaos udspillede sig fire andre tog i Tokyos undergrund, hvor andre af Asaharas disciple havde prikket hul på deres poser med sarin[xiv][xv]. I alt 5.510 patienter blev indlagt på 278 hospitaler. Det tog hospitalerne to timer at finde ud af, at de var forgiftet med sarin og kunne gå i gang med at give modgift. Om eftermiddagen havde over 500 af de mildest ramte fået deres syn tilbage og kunne udskrives. De fleste andre kunne tage hjem dagen efter og efter en uge var der kun nogle få alvorligt skade patienter tilbage. Desværre endte angrebet med at koste 13 mennesker livet. Otte af dem døde samme dag og de sidste fem døde senere af deres skader. Mange af dem, som var blevet forgiftet var passagerer i andre tog, medarbejdere i Tokyos metro og sundhedspersonalet. De var blevet eksponeret ved at hjælpe dem, som havde været i direkte kontakt med sarinen. 

Selvom hvert eneste dødsfald er dybt tragisk, og at det var det dødeligste angreb i Japan siden 2. Verdenskrig, blev tallet trods alt ikke så højt, som Asahara havde håbet på. Det skyldtes blandt andet, at flere af poserne ikke blev tilstrækkeligt ødelagte, samt at ventilationssystemet ikke spredte gassen så effektivt. Endelig havde sekten nødt til at fremskynde angrebet, fordi politiet var på sporet af dem. Så alt i alt var det ikke så velplanlagt, som det kunne have været. 

Og der gik heller ikke lang tid, før Asahara og flere andre medlemmer af kulten kom til at stå til ansvar for deres handlinger. Kort tid efter blev Asahara anholdt i deres hovedkvarter sammen med flere af dem, som stod bag angrebet. Asahara blev dømt til døden den 27. februar 2004, og det samme gjorde 13 andre af sektens medlemmer. Asahara endte med at sidde 14 år i enecelle i Japans mest lukkede fængsel. I Japan er henrettelser ikke offentlige, så det var først efter hans død, at Justitsministeriet den 6. juli 2018 bekendtgjorde, at Asara og seks andre var blevet henrettet ved hængning samme morgen.

Aum Shinrikyo mistede efter angrebet sin status som religiøs organisation og de fleste af medlemmerne forlod den. Organisationen eksisterer dog stadig i skrivende stund og har omkring 2100 medlemmer. Den har lagt afstand til sin voldelige fortid, men fortsætter under navnet Aleph stadig med at rekruttere nye medlemmer og følge Asaharas spirituelle undervisning.

Historien om Aum Shinrikyo fører en ny dimension til fortællingerne og vores viden om, hvordan terrorgrupper kan se ud. For gruppen var jo grundlæggende ikke dannet som en terrorgruppe med et specifikt politisk mål eller budskab eller som opposition til noget i samfundet. Aum Shinrikyo var en spirituel bevægelse, der efterhånden udviklede sig til det, vi kalder en kult. En kult kan defineres som en gruppe eller bevægelse, der udviser en stor eller overdreven hengivenhed eller dedikation til en person eller idé. Ofte anvendes manipulerende og uetiske metoder til at overtale og kontrollere medlemmerne. Det kan fx være ved at isolere personen fra venner og familie, udøve kraftigt gruppepres, styre adgang til informationer, fjerne personens individualitet og fremme afhængighed af gruppen. Alt sammen for at fremme gruppen og lederens mål til potentielt at skade samfundet[xvi]. Disse kendetegn er meget lig dem, vi ser i forbindelse med rekruttering og fastholdelse af mennesker i terrororganisationer. Det, som ofte adskiller en kult og en terrorgruppe, er, at terrorgruppen som sagt ofte har et udadvendt mål, mens kultens formål er berigelse for ledelsen. 

Men selvom der kan tegnes streger i sandet mellem en terrorgruppe og en kult på nogle områder, så udvaskes de ofte på andre. Og i det her tilfælde udviklede kulten sig og blev en full-blown terrorgruppe med både politiske mål og voldelige metoder.

Du har lyttet til TerrorTalks, en podcast om terror og radikalisering. 

Dette afsnit blev skrevet, produceret og fortalt af mig, Natasja Engholm, mens Niels Peter Nielsen lagde stemme til mændene i historien. Også en stor tak til konsulent og journalist Lars Hvidberg, som bidrog med sparring og kloge tanker. Afsnittets kilder finder du i shownotes der, hvor du lytter til din podcast. Jeg vil også sætte stor pris på, hvis du vil give podcasten en positiv anmeldelse og fortælle om den til venner og familie, der kunne være interesserede i at lytte med.

I næste afsnit fortæller jeg fortæller jeg om et mislykket angreb, som knyttede to lande sammen, de fleste mennesker nok ikke forbinder med hinanden. 

Du må også gerne følge TerrorTalks sociale medier på Facebook og Instagram, hvor du kan se billeder fra dagens afsnit.