TerrorTalks
Dette er en podcast om nogle af de mest spektakulære terrorangreb i historien. I denne podcast fortæller jeg historierne om terroristerne, deres ofre og om konsekvenserne for de overlevende og for samfundet. Om mennesker, der vil ofre deres eget eller andres liv for et politisk, økonomisk, religiøst eller socialt mål. Hvem der stod bag, hvem de ville ramme og ikke mindst: Hvorfor.
Mit navn er Natasja, og jeg er journalist og cand.mag. i Mellemøststudier. Jeg har desværre selv haft terror inde på livet flere gange. Massakren på Utøya i Norge skete en halv times kørsel fra, hvor noget af min nærmeste familie bor. En af mine gode venner stod kun en meter fra en af selvmordsbomberne i Londons metro i 2005. Han slap mirakuløst med to sprængte trommehinder. Og endelig arbejdede jeg i Afghanistan for noget tid siden, hvor et stort terrorangreb på en lokal café kostede 21 mennesker livet. Blandt andet ejeren, som året forinden havde serveret lagkage for mig på min fødselsdag. Heldigvis har jeg aldrig selv stået midt i et terrorangreb. Men disse oplevelser har vækket min nysgerrighed, min fascination og ikke mindst en frygt, som de fleste nok kender til: At det sker for mig en dag. At det kommer tæt på.
Før du går i gang med at lytte, skal jeg advare om, at podcasten indeholder beskrivelser og detaljer, som kan være voldsomme og er uegnet for især mindre børn og folk, som bliver påvirket af at høre om drab og vold.
Serien er baseret på journalistisk research og indeholder fiktive elementer i form af opdigtede scener og dialoger.
TerrorTalks
Terrorangrebet i kirken
Det er en helt almindelig søndag. Klokken er lidt over 10 om morgenen, og solen skinner fra en skyfri himmel i byen Knoxville i den amerikanske sydstat Tennessee. Under fuglesang strømmer folk mod Knoxville Unitarian Universalist Church. Menigheden samles til den ugentlige gudstjeneste, men denne søndag er der også en særlig forestilling fremført af kirkens børneteatergruppe. Luften er tyk af forventning og glæde, mens forældre og bedsteforældre indtager deres pladser, klar til at se de unge stjerner optræde.
Scenen er sat, og børnene står klar bag tæppet, fnisende og hviskende til hinanden. Foran dem sidder menigheden smilende, mens de venter på, at forestillingen skal begynde. Greg McKendry, et højt respekteret og elsket medlem af kirken, sidder på sin sædvanlige plads, klar til at nyde showet.
Udenfor går en mand med faste, målrettede skridt mod kirkens indgang. Jim David Adkisson er iført en mørk jakke, der matcher udtrykket i hans ansigt. Under jakken bærer han et haglgevær, skjult men klar til brug. Han åbner døren og træder ind i det hellige rum, som en klar kontrast til den latter og glæde, som fylder luften. Han stiller sig lydløst bagerst i rummet.
Men kort efter afløses glæde og latter af skrig og kaos.
Kilder brugt i podcasten
Homeland Security Digital Library, Vision of Humanity, Pew Research Center, Gun Violence Archive, Pew Research Center, Danmarks Statistik, https://www.nbcnews.com, https://www.uua.org, https://www.uuworld.org
Musik brugt i podcasten
Historierne, du hører, bygger på journalistisk research og fakta. De kan indeholde fiktive elementer som for eksempel dialog eller tanker. Afsnittene er skrevet, tilrettelagt, produceret og fortalt af Natasja Engholm og gæsteforfattere.
Intro og outro
Dramatic Suspense: https://pixabay.com/music/suspense-dramatic-suspense-116798/ by https://pixabay.com/users/ashot-danielyan-composer-27049680/
Anuch – Our champion - Music from #Uppbeat: https://uppbeat.io/t/anuch/our-champion
Se billeder fra dagens historie og følg mig på: TerrorTalks på Instagram