Stemmen bag Stemmen
Hør stemmerne fra din barndom, ungdom og voksen...dom(?) fortælle om en branche, der ikke har fået nok opmærksomhed: den danske dubbingbranche.
Stemmen bag Stemmen
Stemmen bag stemmen der vil splitte sine bramsejl!
Splitte mine bramsejl, forbistrede afholdsamøber! Så er der saftsuseme nyt fra ‘Stemmen bag Stemmen’!
Og vi springer lige ud i det: vores gæst i dag er en stor legende! Han har været stemmen fra flere generationers barndom - ja, faktisk siden 1971, da han første gang blev til jazzfrøen Kaj.
Siden da har han bl.a. udødeliggjort elskede karakterer som den afslappede pilotbjørn Baloo og ikke mindst den storbandende kaptajn Haddock - og et hav af andre.
Dagens stemme i dine øregange er naturligvis selveste Kjeld Nørgaard, som vi har haft den store ære at have en helt vidunderlig hyggelig snak med.
I snakken fortæller Kjeld bl.a., hvordan Kaj og Andrea blev til, og ikke mindst om de udfordringer der var med at lave et børneprogram om en papegøje og en frø. Derudover taler vi selvfølgelig om hans karriere som dubber, og herunder hans glansrolle som kaptajn Haddock, og så fortæller Kjeld om, hvilke tanker han har gjort sig om den betydning hans store arbejde har haft for os som lyttere og seere. Og selvfølgelig en helt masse mere.
Som du nok ved, så har Kjeld en fantastisk behagelig stemme, så sæt dig bare godt til rette og nyd dagens afsnit.
God fornøjelse - din tangloppe!